Platon: Sokrates' Forsvarstale
(APOLOGIEN)
af
Jens Vind
Processen mod Sokrates og hans henrettelse i 399 skulle blive en begivenhed
der satte sig varigt spor i europæisk åndsliv. Processens detaljer er temmelig
klare. Anklageskriftet var indgivet af tre anklagere, digteren Meletos, den
demokratiske politiker Anytos og taleren Lykon; ordlyden er kendt fra flere
kilder: Sokrates anerkendte ikke statens guder, men indførte nye guddomme
(daimonia), og han fordærvede ungdommen. Der krævedes dødsstraf. Efter
loven blev anklagen indbragt for den arkont, der kaldtes "kongen" (basileus) og
pådømt ved den såkaldte heliasdomstol, hvor 501 dommere havde sæde. Den
anklagede skulle selv holde sin forsvarstale, det var helt efter skik og brug.
Domstolen trådte sammen tidligt om morgenen; først talte anklagerne, så fik
Sokrates ordet. Derefter afgjorde domstolen skyldsspørgsmålet. Inden
domstolen fastsatte straffen, havde den anklagede efter atheniensisk sædvane
lejlighed til selv at foreslå en passende straf; derefter kunne domstolen vælge
mellem forslagene.
Sokrates selv har intet skrevet; vi må nok forestille os at han har holdt sit
forsvar uden manuskript. Hvad vi her betegner som Sokrates' forsvarstale, er
Platons version.
Disposition:
Indledning (kap.1)
Selve forsvaret (kapp.2-22).
a) Den uformulerede anklage, fordommen: Gendrivelse kap. 2-4;
Sokrates' virksomhed foranlediget af orakelordet kapp. 5-10.
b) Den faktiske anklage: Gendrivelse kapp.11-16; Sokrates'
mission kapp.16-21; Tilbageblik på beskyldningen for
fordærvelse af ungdommen kap. 22.
Afslutning (kapp. 23-24): om uværdige forsøg på at påvirke
dommerne.
Det er den egentlig
forsvarstale. Efter den lader Platon følge to korte afsnit, et
om fastsættelsen af straffen og et om tiden efter, både for anklagede og
anklagere og folk. Det er nok tvivlsomt om i hvert fald den sidste del har bund
i virkeligheden; hvor vidt selve forsvaret og debatten om straffen har det, har
altid været diskuteret. Der har været publiceret flere, ja mange apologier i
390'erne (de fleste er gået tabt), måske fremprovokeret af en fingeret anklage,
forfattet af en sofist, Polykrates. Antisthenes, Aischines fra Sfettos og
Xenofon –
foruden Platon - forsvarede deres lærer og mester (Xenofon dog først senere;
han havde været borte fra Athen under processen): det er begyndelsen til den
nye genre, Aristoteles omtaler i sin Poetik, De sokratiske dialoger (Sokratikoi
logoi). Aristoteles opfatter den som en fiktions-genre, men med sagligt
indhold. Hver forfatter skrev sådan som han var udfordret af Sokrates' person;
det er vigtigt at forstå at alle havde en betydelig grad af frihed over for
stoffet.
Men mange havde været øjenvidner til processen, og da Platon fint antyder sin
tilstedeværelse under sagen (Apol. kap.22 og 28), siger han måske dermed at
han ønsker sin gengivelse betragtet som et pålideligt billede af dens forløb.
RESUMÉ:
Sokrates begynder
med at erklære at han ikke er taler; jo, hvis det
drejer sig om at sige sandheden – men han kender ikke noget til
retorik. Derfor vil han holde sin forsvarstale på sin sædvanlige
facon, jævnt og ligefrem. Han beder om at de vil høre efter hvad
han siger, og ikke hefte sig for meget ved formen.
Han skal faktisk holde to forsvarstaler, og den første er langt den
vanskeligste. Den drejer sig om de fordomme som gennem årene
har dannet sig om ham og hans virksomhed. Vanskeligheden er
at der ikke er nogen person bag disse, med undtagelse af en
enkelt komediedigter; for at komme i gang må Sokrates ligesom
formulere fordommene som var de et beediget anklageskrift. De
går på at han er en unyttig borger, der giver sig af med
naturspekulationer, gør sort til hvidt og lærer andre det samme.
Men hvis de tænker sig om, må de erkende at de aldrig har hørt
ham beskæftige sig med den slags. Og hvad det angår at
undervise andre, så ville han frygtelig gerne kunne det; men han
forstår sig ikke på det. Hvorfra er da fordommene kommet,
kunne man spørge? Jo, Sokrates har en mistanke: han er virkelig i
besiddelse af en slags visdom – men det er en menneskelig
visdom, ikke overmenneskelig som sofisternes.
I virkeligheden går det alt sammen tilbage til guden i Delfi. Han
skal have sagt at ingen er visere end Sokrates – og det har sat
Sokrates i gang: han véd med sig selv at det ikke er rigtigt, og
derfor er han blevet sat i gang med en bestemt virksomhed, for at
modbevise gudens påstand. Han giver sig i kast med folk, som
han tror er klogere end han selv, politikere, digtere og
håndværkere, og han må hver gang konstatere det samme: fordi
de er dygtige på deres felt, tror hver eneste han er klog på alt
andet; og hver gang tror de at Sokrates er klog på alle de felter
hvor han sætter dem til vægs! – Men sådan er det ikke. Sokrates
er kun den lille smule klogere end de er, at han véd at han intet
véd; de andre tror derimod at de véd alt.
Deraf forbitrelsen mod ham! For de unge, de velhavendes børn,
som har god tid, finder fornøjelse i at overvære disse
diskussioner, og de giver sig selv til at prøve deres medborgere à
la Sokrates. Og så bliver folk vrede, ikke på de unge, men på
Sokrates – og da de ikke véd hvad de skal sige, kommer alle de
sædvanlige anklager om ting oppe i luften og det med ikke at tro
på guder og gøre sort til hvidt!
Det er grundlaget også for den aktuelle anklage, den som
Meletos, Anytos og Lykon har formuleret. Nu vil Sokrates tage
den frem og modbevise alle dens punkter. Den går jo på at han
fordærver ungdommen og ikke tror på statens guder, men på
fremmede guddomme, daimonier. Sokrates' modpåstand er, at
Meletos ikke selv bekymrer sig om sandheden og de unge, og det
gør han i et krydsforhør af anklageren. Resultatet heraf er at det
står klart, at enten fordærver Sokrates ikke de unge, eller hvis
han gør det, er det ufrivilligt – og altså ikke en sag for domstolen.
Og på samme måde forholder det sig med anklagen for at
anerkende fremmede guddomme; er daimoner måske ikke børn
af guder? kan man anerkende at der er børn af heste uden at tro
på heste? Evt. naturfilosofisk forståelse af guderne forbigås let. -
Anklagen er tydeligvis noget sludder. Der er ikke mere at sige
om den ting.
Men nu kommer Sokrates til den mere alvorlige del. Et tænkt
indlæg, om han dog ikke skammer sig over at have begået noget
der nu kan koste ham livet, bringer ham til at overveje hvad
ordet 'skam' egentlig dækker. Skal et menneske ikke først og
fremmest tænke på hvad der er retfærdigt, fremfor på han gjorde
soldatertjeneste der hvor den lovlige øvrighed risikoen for at dø?
Jo, svarer han, sådan må det være: ligesom anbragte ham, således
må han gøre det han er sat til af guden. Døden kan ikke i den
forbindelse spille nogen rolle – for øvrigt er dødsfrygt jo den
værste indbildning han kan forestille sig. skændigt. Så selv om
borgerne skulle lade ham slippe med en Ingen véd jo noget om
døden! Men at gøre uret, det véd han er advarsel under
betingelse af at han aldrig ville gøre noget sådan igen – så må
han sige at han hellere vil rette sig efter guds ordre end efter sine
medborgere. Han vil gøre det han altid har gjort – henvende sig
til sine medborgere og formane og vejlede dem til at drive filosofi
fremfor forretninger. De skal drage omsorg for deres sjæl! -
Sådan har han talt til ungdommen, og sådan vil han fortsætte, og
helst over for alle sine medborgere, om han så skal dø mange
gange.
Publikum råber vældigt op og Sokrates må tysse på dem: Han
lader sig ikke forskrække. Hvis de henretter ham gør de sig selv –
ikke ham – skade. Han er sat af guden på byen, ligesom en
bremse på en stor og ædel, men lidt sløv hest, for at vække den.
Sådan én som ham vil de ikke let få igen! og han har handlet
ganske uegennyttigt; hvis de ikke tror det, kan de jo bare se på
hans fattigdom.
Jamen, skulle han så ikke hellere være gået ind i politik? - For det
første kan han her nævne den guddommelige stemme der altid
har lydt i ham, og som har advaret ham mod at gå ind i politik;
desuden har han nogle afskrækkende eksempler: han har som
enhver athenæer gjort sin borgerpligt og deltaget i
prytanforretninger (dvs. i et slags borgerudvalg), og hver gang er
det gået galt; første gang var under demokratiet, det var sagen
med processen mod de 10 feltherrer, anden gang var i oligarkiets
tid, hvor man forsøgte at medinddrage ham i opgøret med en
politisk modstander – lige galt var det. At give sig af med politik,
det er at gå på akkord med retfærdigheden. Det har han aldrig
villet.
Hvad dem som man kalder hans 'elever' angår, forholder det sig
sådan: han har aldrig forholdt nogen muligheden for at samtale,
og det er heller ikke sådan at han har krævet penge for det. Og
han har aldrig givet nogen undervisning. Det han har gjort, er
blevet ham pålagt af guden. Hvis han har haft nogen skadelig
indvirkning på dem, ville de jo selv, eller deres fædre og brødre,
stå frem og klage over ham. Men se, der sidder de jo nede i salen
– og ikke én af dem har Meletos kaldet til vidne!
Det er så omtrent hvad han har at sige til sit forsvar. Nu kunne
nogle måske vente at han ville bede og bønfalde retten og
henvise til sin familie og sine tre små børn – det vil han ikke. Af
to grunde: for det første ville det være skammeligt og for det
andet ville det være en hån mod dommerne. De sidder der jo for
at lytte til argumenter og dømme retfærdigt! Og i virkeligheden
ville det være at bekræfte anklagen for ugudelighed. Men
Sokrates tror, mere end nogen af hans anklagere, så han vil
overlade til dommerne og gud at dømme i hans sag.
Derefter er retten
blevet hævet for at man kunne votere skyldig eller ikke-
skyldig.
Da Sokrates igen får
ordet, er han blevet dømt skyldig, men med
en meget lille majoritet. Hvis blot 30 stemmer var faldet
anderledes, ville han være frikendt. Nu skal han så foreslå et
alternativt strafforslag til dødsstraf. Det skal naturligvis være
noget han har fortjent – så må det være noget godt. Hvad med
livsvarig bespisning på rådhuset? Sådan plejer man at hædre
dem der har vundet i Olympia; de har udvirket at borgerne synes
lykkelig, han at de er det, og de trænger ikke til underhold, men
det gør han.
Men han kan godt fornemme på stemningen at det ikke er et
passende forslag. Bare de havde haft flere dage til at tale
sammen! Hvad kan han da foreslå, eftersom han ikke har gjort
nogen fortræd? Han vil heller ikke foreslå noget ondt for sig selv.
Penge er han ligeglad med, men han har heller ingen – så en
bøde? Eller landflygtighed? Men det vil jo blive det samme,
ligegyldig hvor han kommer i verden, og når hans egne
landsmænd ikke har kunnet holde til det, hvordan skulle så
fremmede? Og han kan jo ikke holde mund – det ville være
ulydighed mod guden. En lille bøde må det så blive – en mine
sølv. Men nogle af hans rige venner råber nede fra salen, så det
ender med at han foreslår 30 miner sølv.
Så faldt dødsdommen.
Irritationen har været så stor, at mange af dem der
havde stemt for ikke-skyldig, nu stemte for dødsstraf! Dermed var processen
ovre og nu skulle man kun vente på eksekutionen. Det er næppe sandsynligt at
den anklagede har fået mulighed for at sige mere, men Platon lader ham
afslutte sagen med en henvendelse til athenæerne og dommerne.
Sokrates begynder
med at beklage athenæernes utålmodighed –
hvis de bare havde ventet kort tid, ville de have opnået det på
naturlig måde, som de nu vil komme til at høre ondt for: at de
har dræbt en viis mand; han er jo 70 år og skal alligevel snart dø.
Men han fortryder ikke sit forsvar – hellere dø efter at have talt
således end på den måde de gerne ville have hørt! Det er jo ikke
døden man skal løbe fra, men sletheden; den løber hurtigere end
døden. Således er han, Sokrates, blevet indhentet af den
langsommere, døden, men hans anklagere af den hurtigere,
sletheden. Dommen står ved magt.
Det han gerne vil sige til dem, nu hvor han står lige foran døden
og derfor har særlige varselsgaver, er at de ikke skal tro de nu er
sluppet for at aflægge regnskab; nej, der vil komme mange efter
ham for at revse og kritisere dem.
Og så vil han gerne rette nogle ord til dem der har frikendt ham
og som han med rette kan kalde 'dommere'. Han har oplevet
noget ganske særligt: den stemme han flere gange har talt om,
varselsstemmen der altid har advaret ham når han er på vej til
noget han ikke skulle gøre – den har ikke lydt for ham i denne
situation. Det udlægger han sådan, at døden må være et gode –
den kan i hvert fald ikke været noget ondt. Enten er døden som
en søvn, eller den er som en rejse herfra til et andet sted. Sokrates
udmaler for sig hvilket eldorado det vil være for ham at komme
til Hades, til de rigtige, vise dommere dernede, retfærdighedens
vogtere, og at kunne føre samtale med alle de helte som er døde
på grund af uretfærdighed, eller dem der var med ved Troja.
Hvilken lykke at kunne tale med dem og prøve dem! Og så
risikerer man jo i hvert fald ikke dødsstraf i Hades!
Derfor skal hans dommere her på jorden være ved godt mod; de
skal tænke på at en god mand kan der ikke vederfares noget
ondt. Også han selv er ved godt mod og i grunden ikke særlig
vred på sine anklagere. Jo, nok, fordi de ønskede at skade ham.
Hans sidste bøn til de efterladte er, at de vil behandle hans børn
på samme måde som de selv er blevet behandlet af ham: lad dem
ikke slippe, hvis de bilder sig ind at være noget uden at være det!
Således vil han have fået retfærdig gengæld af dem.
Men nu er tiden inde til at gå hver til sit – han til døden, de til
livet. Hvem der går til den bedste lod, véd ingen undtagen Gud.
Formelt – og
psykologisk - er der intet mærkeligt ved processen: Sokrates stod
anklaget for gudløshed, og da religionen var livsvigtig for bystaten, polis, og
Athen netop havde kæmpet for livet – og genvundet sit demokrati, stod der
meget på spil. Oven i købet havde mange af de tvivlsomme aristokrater som
Alkibiades og Kritias, en af de 30 tyranner, været blandt hans "elever", og selv
om der var udstedt amnesti efter det sidste opgør, har det uden tvivl alligevel
spillet en rolle. Dertil kommer den almindelige stemning af uvilje mod de nye
idéer som den almindelige athenæer knyttede til Sokrates' navn. Allerede i 423
havde komediedigteren Aristofanes udleveret ham til latteren som ærkesofist i
sin komedie Skyerne. Men Sokrates' død gjorde Platon til filosof.
©Per Jespersen
Tel +45 7471 6484
Skole-forum
