[ Home ] [ Up ] [ Børn og filosofi ] [ Kritiskt Tänkanda ] [ 3. klasse ] [ 5.6. klasse ] [ 7.-10. klasse ] [ Nye Kim & Marianne Tekster ] [ Gymnasiet ] [ Filosofiens nødvendighed ] [ Tiårige filosoferer ] [ FILOSOFIKUM ] [ En uundgåelig nødvendighed ]

Quotation of the week
Månedens ordsprog
Eftertanken

Baggrunden for vores åndelige verden

          FILOSOFIKUM    

Af Per Jespersen

Det første Hellas

Omkring 1000 år f. Kr. strømmede krigere og nomader ind over det ægæiske område fra det indo-europæiske område. Det medførte en total forandring af mytologien i Hellas, idet den nu blev mere patriarkalsk og fik den øverste gud Zeus. Inden da var samfundet religiøst set matriarkalsk, navnlig på Kreta, som nu underlagde sig det nye religiøse syn, ligesom Zeus giftede sig med Hera. Så gudeverdenen afspejlede samfundet, som det udspillede sig dengang, og den nye hellenske mytedannelse tog sin begyndelse. Der var nu den olympiske gudeverden og den ældre mytiske gudeverden med bl.a. Dionysos. Tankerne blandede sig og medførte bl.a. reinkarnationstanken, ligesom man i bonde-kredse tilbad Den Store Modergud.

Det vil altså sige, at de folkevandringer, der fandt sted i begyndelsen af det sidste årtusind f. Kr., fik en enorm betydning for udviklingen af det Grækenland, der senere skulle fostre de store filosoffer, der igen fik uendelig betydning for den vestlige verden, vi nu lever i.

Det ses bl.a. af Homers digtning, specielt Iliaden og Odysseen, som på mytisk vis gengiver begivenheder og handlinger, der givet har fundet sted, men som i hans digtning får næsten magisk/religiøs betydning. Så Iliaden og Odysseen fik ligeså stor betydning for den hellenske verden, som en fædrelandssang har i dag, eller som Oehlenschlägers "Guldhornene" havde det for Romantikken i Danmark.

Det kan være svært at forstå i dag, og man strides da også om, hvorvidt Homer overhovedet har levet, om han kun var én digter, eller om hans tekster er opstået som levende legender, der fik uendelig betydning for den spirende humanistiske tankegang, der endnu kun slumrede i den hellenske folkekarakter, og som først slog egentlig igennem i Frankrig med Rousseau, Voltaire og Diderot langt senere.

Men i Homers digtning spiller det enkelte menneske en rolle, idet Homer undertiden går ind i den enkelte persons følelser og holdning uden at lade det få den fulde konsekvens. Men det kniber vel også i dag: humanismen er endnu ikke slået helt igennem, selvom den har været tæt ved.

Vi står altså med et land, der bestod af stammer af forskellig etnisk afstamning, som blandede sig med hinanden og tog deres religion med, så den åndelige verden blev en spraglet verden af guder, der stod for hver sit, så man kunne få styr på tingene. Man havde guder for det menneskelige legeme (sport), for vinen (Dionysos ) etc. Det er vel menneskets svaghed (eller styrke), at for at fa hold på den brogede tilværelse var (og er) man nødt til at have guder, der står for hver sit. Først da Kristendommen slår igennem, ændrer dette sig.

Og dog var der en åndelig retning, som disse indo-europæiske folk må have haft med sig fra øst: Taoismen. Den opstod i Tibet og er vel den første religion (eller filosofi) i verden, udtænkt i et af de ældste lande i denne verden. Tao er "Vejen" i ethvert menneske, som man selv skal finde igennem sine daglige handlinger forbundet med meditation, vel vidende, at alt er Yang og Ying på en gang: Populært opfattet som han/hun begrebet, men som egentlig betyder, at alt har to sider, der ikke behøver at være modsætninger, men som tværtimod kun består i kraft af hinanden. Ligesom tilfældet er med en mønt: man kan ikke forestille sig en mønt med kun én side. Den kan kun bestå i kraft i sin iboende modsætningsfyldthed. Dette syn gav tibetanerne en indre, åndelig ro, som disse indo-europæiske folk tog med til Hellas, hvor det blandede sig med den komplicerede gudeverden, man havde der i forvejen. Det har givet en del åndelige spændinger, som vi jo stadig ser det i dag.

Grækerne blev altså et folk fyldt med myter og magi, vel også til en vis grad inspireret af det egyptiske rige og dets religion. Grækenland blev stedet, hvor alt dette skulle brydes, ligesom det senere blev stedet, hvor Kristendommen skulle stå side om side med filosofien. Denne åndelige kamp er endnu ikke slut og bliver det antagelig heller aldrig. Så taoisterne havde måske ret: alt består kun i kraft af sin egen modsætning.

Homers digtning, hvad enten han nu var den blinde digter, der skrev sine pragtfulde værker i den del af Tyrkiet, der dengang tilhørte det græske rige, eller der er tale om flere digtere, kom til at betyde uhyre meget for det, vi kan kalde den hellenske folkesjæl. Et folk kan ikke bestå som folk uden en indre sammenhæng og en aftalt livsforståelse. Hvis den ikke er der, falder folket sammen som folk, og det splittes og spreder sig over andre egne af kloden. Det var det, der skete med vikingerne, da de drog til England omkring år 700. Vi er så vant til at se dem som helte, der drog ud og besatte andre lande (de nåede faktisk helt til Voronezh i Rusland). I virkeligheden havde de hjemme i Norden været udsat for et åndeligt forfald, idet Thor og Odin mistede deres kraft af uforklarlige årsager. Dette medførte samfundets forfald, og så rejser man bort og bosætter sig andre steder. Dette åndelige forfald i Norden var lige netop grunden til, at Kristendommen kunne slå igennem og "besætte" Norden.

Teatret

Det var faktisk præcis det, der var ved at ske i Hellas omkring år 500. Der var nu gået generationer, og gudeverdenen var blevet en "vane", som man ikke tillagde den store betydning, omtrent som man i dagens Danmark nok har Folkekirken, men en kirke man kun betjener sig af, når det er nødvendigt (begravelser, dåb etc.). Ritualernes betydning er væk, og dette skete også i det gamle Hellas.

Bortset fra teatret. De store amfiteatre kunne samle mennesker, og en teaterforestilling fik næsten symbolsk og rituel betydning. Navnlig da Sofokles (496-406) dukker op. En forestilling var dengang bygget op med en scene, hvor handlingen foregik, og et kor i hver side, der kommenterede handlingen eller fortolkede den i rytmisk form.

Måske har en teaterforestilling også i dag samme betydning. Når vi går til opera, er der visse uskrevne regler (ritualer), som vi alle ved er der, og som løfter forestillingen op i et højere åndeligt niveau. Det samme gælder operetter (Strauss), balletter (Bournonville) og endda film. Drejebøgerne udarbejdes efter visse foreskrevne regler, der faktisk har karakter af ritualer, uden at vi tænker over det.

Sådan var det i det gamle Grækenland, og det var ikke alene "fint" at gå til amfiteateret og overvære en forestilling, det var også en bekræftelse af, at man var græker og tilhørte et folk. Hvis de store dramatikere som Sofokles ikke var dukket op, var samfundet faldet sammen, og den senere filosofi ville måske ikke være opstået.

Teatret var udtryk for det, man kunne kalde den kollektive psyke - det, man var fælles om - det, der ikke kunne diskuteres - det, der var uomgængeligt: folkesjælen. Man var vant til at gå i teatret, og man undrede sig, da Sofokles' stykker dukkede op, for et af de gennemgående temaer var menneskets afmagt over for guderne. Det havde man aldrig hørt før, og mange følte, at Sofokles rørte ved noget, man ikke kunne røre ved. Det var næsten blasfemisk. Måske havde Sofokles tanken fra Homer, der i små strøg i sine heksametre antydede menneskets svagheder, som de giver sig udtryk i vore følelser, fornemmelser og afmagt.

Sådan var der ingen, der havde læst Homer før, men Sofokles må have set det, og han må have fornemmet, at han levede i en tid, der kunne forfalde på grund af, at dybe religiøse strømninger nu var blevet til dumpe vaner, som ingen tænkte så meget over. Han kunne altså få sit publikum til at studse, måske endda føle sig rystet. Og han kunne ikke ane, at da han skrev sine stykker og fik dem opført, levede der i Athen to unge mænd (Sokrates og Aristoteles), der senere skulle lade sig inspirere af både Homer og Sofokles selv, og som skulle få uendelig stor betydning for den videre udvikling.

Det eneste, der var tilbage af det rituelle i datidens hellenske samfund, var altså teatret. De fleste mennesker tænkte ikke over det, men nogle få gjorde. Sådan er det vel også i dag: de fleste af os har svært ved at skildre og forstå den tid, vi lever i. Men nogle få kan. Sådan var det også på Grundtvigs tid: det danske samfund nærmede sig både økonomisk og åndelig fallit og ventede så at sige latent på, at et menneske skulle dukke op, der kunne definere sin egen samtid, så samfundet kunne ændre sig og folket få noget nyt at samles om. Det blev for Grundtvigs vedkommende højskolerne, friskolerne, historien, salmerne etc. .

Så Sofokles foregreb, uden at vide det, hvad der senere skulle komme.

Den joniske verden

Tre filosoffer gør sig gældende i det joniske område: Anaximander, Anaximenes og Heraklit.

Vi er helt tilbage i år 600 f. Kr. Allerede dengang spekulerede man meget over naturen og dens sammensætning, samt de regler der måtte gælde i naturens verden. Som al filosofi begynder med undren - barnets verden begynder jo også med undren, der efterfølges af en konstant spørgelyst - og man spurgte sig selv: Hvordan kan det være, at naturen netop er indrettet, som den er? Anaximander mente, at et bestemt stof lå til grund for alt. Han kaldte dette stof for" apeiron", dvs. "det grænseløse". Dermed er alt jo ikke sagt, men en fornemmelse af evigheden har man haft, men man ønskede at sætte det i fysisk form. Det er måske det, vi stadig gør i vor tid. Selv det åndelige vil vi helst se som noget stofligt.

Filosofien om naturen var den oprindelige metafysik, der senere kom til at betyde noget andet (læren om den åndelige verden). Vi skal forestille os den joniske verden som barnets tidlige verden: man satte spørgsmål ved alt og forsøgte gennem logisk tænkning at slutte sig til svaret. Således mente Anaximenes, at det grundlæggende stof var luft. Heraf dannedes alt og skabtes alt, og på en måde var man tryg ved denne forklaring, for den var da til at forstå, for luft var jo det, man indåndede, og man troede såmænd også, at træer og planter gjorde det samme.

Disse to tænkere blev kritiseret af Heraklit, der levede ca. år 500 f. Kr. Han mente, at man kun kan se menneskets skæbne i sammenhæng med grundstrukturen i naturen. Liv og død er på sæt og vis det samme, da det ene er en forudsætning for det andet. Det er ren Taoisme på en måde, så de tibetanske tanker spøgte stadig.

Man kan opdele Heraklits tænkning i tre elementer:

Livet er altid i forandring. Han indførte ordet kosmos, som vi jo stadig bruger, og mente, at dette kosmos var i konstant bevægelse.

Alt i livet består af modsætninger og holdes kun i live af disse (Taoisme).

Kampen imellem modsætningerne udgør netop balancen, der holder det hele oppe.

Denne verdens konstante forandringer sker på grundlag af ilden, som han opfattede som det grundlæggende stof. Men der er også, mente Heraklit, et grundprincip i verden og livet. Dette princip kaldte han "logos". Det betyder, at alt er ét - en slags monisme.

Heraklits tanker er egentlig forbavsende nutidige: en del mennesker opfatter naturen netop således, dog vel undtaget ilden som grundlæggende stof. Men tanken om balancen er på en måde universel. Heraklit fik en enorm betydning for Platon og stoikerne, og han står bag europæiske filosoffer som Hegel, Nietzsche (der igen påvirkede både komponisten Wagner og Hitler), Karl Marx og Lenin (som vel næppe kan kaldes filosof).

Altså levede der i det joniske rige en tænker, hvis indflydelse var enorm, og hvis påvirkning stadig er enorm. Navnlig tanken om balancen i naturen kan stadig gribe os, og det er ganske interessant at se, hvordan han uden selv at vide det lader sig påvirke af Taoismen, som han giver et moderne udtryk. Hans anvendelse af ordet "logos" som princip i verdensordenen er også interessant. Ordet betyder" ord" - jvf. Bibelens sætning: "I begyndelsen var ordet" fra Johannes-evangeliet. Hos Heraklit er "logos" et princip, men hvis man forstår ordet i sin sproglige betydning, nemlig "ord", melder sig hurtigt spørgsmålet om, hvem der sagde det" ord". Derfor skrev Johannes, som han gjorde, for han var græker og dermed kendt med den græske filosofi, for det var den eneste måde at få grækerne i tale på. Dengang var filosofi noget, alle talte om, som man gør det i Frankrig i dag, så grækerne vidste, hvad "logos" var. Senere kom ordet til at stå for logikken, altså en hel gren af filosofien, der beskæftiger sig med præmisser og konklusioner.

Hos Euripides møder vi den joniske tankegang i hans teaterstykker. Og netop igennem teater kunne han få mange i tale, og hans tankegang var tæt ved at få mytisk, magisk, næsten religiøs betydning. Derfor betød han også meget for Platon, hvis tanker man ikke kan forestille sig uden indflydelse fra de joniske filosoffer.

Det er i grunden forunderligt at forestille sig, at så dybe tanker kunne tænkes i et lille snævert område af Grækenland. Specielt kan det være fascinerende at se, at vores tid er så præget af dette lille folk, der konstant lå i krig med de andre stammer i Grækenland. Det ville svare til, at der, mens det gamle Jugoslavien var i borgerkrig, var fremkommet store tænkere. Det er, som om store, dybe tænkere kun opstår i spændingsfyldte områder.

Pythagoras

Vi er stadig tilbage i årene omkring år 600, hvor den på Samos fødte Pythagoras emigrerede til Syditalien, som dengang var en del af det græske rige. Her lagde han grunden til et både filosofisk og religiøst samfund, som havde en enorm politisk indflydelse på den tid.

Også Pythagoras taler om "kosmos", og han ser filosofien som den videnskab, der skal frelse verden. Det er Pythagoras, der første gang fremsætter tanken om menneskets splittelse imellem krop og sjæl. Hvor han ser naturen som en verden bygget på Heraklits balance, ser Pythagoras mennesket som dybt splittet: krop og sjæl kan ikke forenes, og det er menneskets evige problem. Sjælen er udødelig i følge Pythagoras, men den lever i kroppens fængsel - en krop der er dømt til at forgå. Her kommer sjælevandringen ind i billedet: for at sjælen kan frigives, må den forenes med altet, og det sker igennem reinkarnation. Igen en tanke fra Taoismen. Den bliver ved at være der!

Nøglen til forståelsen af "kosmos" er matematikken, hvis hovedkoncept er, at alt kan måles og vejes og sættes på formel. Det er vi klar over nu ikke er tilfældet, men for Pythagoras var det en forløsning. Matematikken kunne forløse alting og forklare alting igennem sin måling og vejning. Det var næsten således, at Pythagoras opfattede tallene som hellige. Han så dem som de søjler, hvorpå verden hvilede, og han var tæt på at opfatte selve tallene som atomer. Her foregriber han den senere Demokrits tanker.

Pythagoras betød selvfølgelig meget for matematikken, men hans intention var helligheden i tal og den videnskab, der beskæftiger sig med tal. Den pythagoræiske læresætning er bl.a. kendt som netop den formel, der kun gælder retvinklede trekanter. Den havde han lært i Egypten, hvor formlen brugtes ved opførelsen af pyramiderne. I det hele taget var der større kulturel udveksling imellem Egypten og Grækenland dengang, end vi i dag forestiller os. Ofte gik vejen over Malta, hvor de to folkeslag mødtes. Desværre findes der ikke meget overleveret fra dette lille land, men at grækerne inspireredes af egypterne og hele det arabiske rige er indlysende.

Demokrit

Demokrit levede fra 460 til 380 og leverede noget, man ikke skulle tro muligt på den tid. Men meget af hans stof er gået tabt, så man har kun en ide om hans tankeverden ud fra citater, som efterlevende filosoffer har leveret. Men hans grundtanke var, at det tomme rum er eksisterende uden at være materielt. I sig selv en abstrakt tanke, men i virkeligheden er al filosofi vel i sig selv abstrakt, idet man forsøger at tænke sig til noget, som egentlig ikke er. Det samme kan man sige om Albert Einsteins relativitetsteori, som han udtænkte som bydreng i Schweiz i 1905: det vil sige, at han med tankens kraft alene udtænkte en teori om noget, der først blev bevist ved Concordens flyvning over Atlanten. Man kan altså tænke sig til noget uden at have beviser, som senere pludselig kan bevises. For Demokrit bestod alt stof af atomer, hvor han så hvert atom som en miniatureudgave af "den evige væren", forstået sådan at ethvert lille atom i sig selv er en afspejling af det ikke eksisterende tomme rum. Atomerne kunne ikke deles eller dele sig. De ligner ikke hinanden, men er forskellige i størrelse og form, bevæger sig uafladeligt og ramler ind i hinanden, hvorved deres bevægelsesretning ændres. Derimod kan de gå i forbindelse med hinanden og danne former, som nu er afhængige af, hvilke atomer de er sammensatte af. Populært sagt og med vore øjne er atomerne afgørende for, om et stof er guld eller træ. Først senere opdagede man, at det var neutronerne, der kredser om atomerne, hvis antal afgør, hvilket stof vi har med at gøre. Det er svært at forstå, men Demokrit søgte at nå helt til bunds i forståelsen af verden og dens sammensætning.

Demokrit giver et eksempel: vores synsindtryk er en følge af sammenstød af atomerne, som sendes ud fra de ting, vi ser. Så når vi færdes i verden, må vi sammenholde vores erfaring fra det sanselige med fornuften (logos), dvs. altings evige væren. Det er måske i virkeligheden det, vi gør hver dag.

Demokrit mener også, at der ikke er noget, der er tilfældigt. Verden er sat i system af en slags roterende bevægelse, der hele tiden fører de tunge atomer ind mod midten, og de lette føres udad. Også hans moralteori har sin grund i atomteorien, idet målet med livet er sindets ro, altså at atomerne falder til ro i vores sind, så vi kan leve et anstændigt og moralsk liv. Påvirkningen fra Taoismen er stadig til stede, idet netop denne første filosofis mål er, at mennesket finder sin egen ro og sin egen personlighed igennem meditation. Det er den eneste vej til et moralsk anstændigt liv.

Hvis man tænker lidt frem i tiden, må Demokrit have haft indflydelse på både Niels Bohrs og Einsteins tanker, der førte til kvantefysikken og teorien om at kunne skabe ren energi ved hjælp af atomkraft. Der går altså på en måde en lige linie fra Taoismen til moderne kvantefysik, der hævder, at forskerens egne forventninger påvirker det videnskabelige resultat, man når frem til. På en måde er der altså ikke sket noget særligt filosofisk set; vi har blot sat andre ord på det, mennesket altid har spekuleret på og altid vil spekulere på. Det, vi tænker i dag, vil få andre ord påhæftet om tusind år. De første civiliserede menneskers inderste tanker lever uanfægtet videre. Så måske havde Ludwig Wittgenstein ret i sin påstand om, at filosofisk spekulation måske blot er sproglige spekulationer: alle filosofiske problemer er dybest set sproglige problemer.

Sokrates

Den unge Sokrates (430-399) så Parthenon blive bygget fra den første sten blev lagt, til den statelige bygning var færdiggjort. Han deltog som så mange andre unge grækere i de krige, der førtes, idet man havde det, der i dag svarer til almindelig værnepligt. Han gjorde således sin pligt over for staten. Man ved ikke så meget om hans ungdom og barndom, men man ved en del om hans virke som voksen, men kun igennem Platons skrifter, idet Sokrates intet skrev selv. Det er i sig selv tankevækkende. Han og Jesus levede videre helt op til vores tid, men de skrev intet.

Vi kender Sokrates fra Platons dialoger, som han førte med ham i hans dødscelle, idet Sokrates som bekendt blev dømt til døden for statsfjendtlig virksomhed, dvs. han fik valget imellem at tilbringe resten af sit liv på den næsten øde ø Lesbos eller døden. Han valgte det sidste.

I Sokrates, som var gift med jordemoderen Xantippe, samledes al græsk filosofi indtil nu i én person. Det var, som om alle tænkte tanker endte i denne mand, som forstod at håndtere de mange tanker fra Homer's første strøg af humanisme i mennesket over Demokrits sindrige system af atomer og Pythagoras' matematik, og som samtidig elskede at tale med de unge studerende og de unge politikere. Hans mål var altid at lære de unge at lære sig selv at kende som en forudsætning for, at de kunne virke i det nye samfund, der var under opbygning. Det første spæde tilløb til demokrati var undervejs, og Sokrates ønskede et velfunderet ungt menneske, der kunne deltage i det nye samfunds opbygning.

Men Sokrates var ikke manden, der sad hjemme og skrev. Han var manden, der forlod Xantippe, der passende havde rengøringsvanvid, for at lade hende gøre rent i huset, mens han færdedes på torvet foran Parthenon for at komme i snak med de unge. Hans valgsprog "kend dig selv" kendte alle, og de unge søgte ham for at lade sig udfordre af hans evige spørgsmål. For ham var filosofi en evig spørgen. Svarene var ikke sandheden, men spørgsmålet var. Man skulle lære at spørge ind til sig selv og tilværelsens mysterier, for i selve spørgsmålet lå spiren til en forståelse. Kunne man spørge rigtigt, havde man også forstået lidt af gåden. For Sokrates var mysteriet, mystikken eller evt. magien ved tilværelsen det mest spændende, så han har ikke været enig med Pythagoras i, at alt er måleligt. Hans andet valgsprog var: "Den største viden er at vide, at man ingenting ved."

Vi må forestille os ham omgivet af unge mennesker, vordende politikere eller vordende studerende ved et af de mange akademier, de mange forskellige filosoffer havde oprettet. De har følt sig draget af dette karismatiske menneske og har elsket at udfordre sig selv og egne tanker ved at tale med ham. Der var ikke det spørgsmål, han ikke kunne tilføje et nyt spørgsmål. At tænke er at spørge, kunne han have sagt.

Når vi tænker, spørger vi hele tiden os selv, hvad vi skal gøre - selv når vi går i supermarkedet og skal købe smør eller margarine. Så foregår der en evig spørgen i vores hjerne, indtil vi endelig beslutter os - og så spørger vi endda videre. Sokrates havde for længst set, at dersom vi endelig skulle nå frem til en afklaring og kende det, vi kunne kalde den fulde sandhed, ville livet være slut. Det åndelige liv beroede på spørgsmålene, der uafladeligt myldrede i vores sind.

En sådan mand var farlig for systemet, navnlig når han også påstod, at alle politikere burde være filosoffer. Han stod for et tankesæt, der ikke havde et fuldgyldigt svar på alt, hvorimod politik i sit væsen består af mennesker, der altid har det færdige svar på alt, hvad der måtte dukke op. Det kender vi også i dag: en politiker, der står frem i TV og siger, at svaret kender han ikke endnu, men han vil orientere sig om det eller læse om det, opfattes som uerfaren. Kun den politiker, der kan levere et fuldt færdigt syn på problemet, opfattes som seriøs. Det var måske netop det, der fik Pave Johannes Paul II til at sige, "at der har nu altid været noget snusket ved politik". Han mente, at det var sundt for et menneske, også en politiker, at erkende, at han ingenting vidste.

Sokrates hentede meget af sit tankestof fra dramatikerne, fx Sofokles, der lod sine kor tolke hændelserne på scenen i en form, der efterlod det indtryk hos publikum, at der ingen fuldgyldig sandhed fandtes. Han kendte sin Homer og vidste, at han havde rørt ved noget arketypisk: at menneskets følelser kom i vejen for beslutsomme handlinger.

Sokrates gjorde det, som alle grækere gjorde på den tid. Han gik i badstuen: det sted hvor de unge mennesker dyrkede deres krop i det, vi i dag ville kalde sport, som blev forstået som menneskets lyst til at ære guderne ved at vise den smukkeste krop, der blev forstået som en tak til det overordnede åndelige. Netop kroppen kunne forstås som et udtryk for fuldkommenhed, altså en afspejling af den "væren", der er allesteds nærværende. De unge drenge optrådte nøgne (piger og kvinder kom ikke i badstuen og viste sig i det hele taget ikke i gadebilledet), og efter deres sportslige udøvelser muntrede de sig med seksuelle lege med mændene, noget man i dag ville kalde pædofili, men som dengang opfattedes som noget ganske naturligt og direkte helligt. Det var noget, man havde lært og set i Egypten, hvor faraoerne rask væk giftede sig med deres døtre og ikke holdt sig tilbage for seksuelle lege med mennesker af eget køn. Der var intet obskurt i det dengang, og det blev først et problem, da Kristendommen viste sig. Det er altså ikke tilfældigt, at alle de velbevarede skulpturer af den menneskelige krop fra denne gyldne periode i Europas første periode viser mandeskikkelser - måske en rest fra landbrugets tidligere frugtbarhedskultur.

Sokrates har betydet alt for vor filosofiske forståelse af verden, og han kom til at lægge navn til "den sokratiske dialog", der med John Dewey fra Vermont, Matthew Lipman fra Montclair og Pablo Freire fra Brasilien kom til at danne grundlag for bestræbelserne på at undervise børn og unge i filosofi igennem netop den åbne dialog, der lader spørgsmålene stå alene, for at børn og unge kan lære at stille de spørgsmål til sig selv og livet, der gør dem til modne og samtidig åbne mennesker.

Uden Sokrates ville verden og undervisning i dag have været noget andet.

Platon

Platon levede fra 428 til 348 og blev den, der stiftede det, man har kaldt Europas første universitet. I sine unge dage havde han siddet i politik, men kunne ikke gå ind for det tyranniske styre, der førte til uafladelige krige, så han forlod politik og drog til Sicilien, der hørte til Grækenland på den tid. Senere vendte han tilbage til Athen og grundlagde Akademiet. Dette akademi eksisterede i 900 år! Det har altså fået en vidtrækkende betydning for hele Europas grundlæggelse. Han var selv leder af dette akademi, men hvor meget han selv underviste, ved man ikke. Men han gjorde sig allerede tidligt tanker om det, han kaldte idealstaten.

Man har stadig hans udgivelser i originalform og kan her se, hvordan han igen fortsætter tankerækken, der altså går helt tilbage til de indo-europæiske folks indtagelse af det græske rige. Han blev ved at spekulere over, hvad der stod bag hele den verdensorden, som vi ser og opfatter med vores sanser. Det endte med hans idelære, som senere kom til at inspirere stiftelsen af den katolske kirke i 300-tallet. Platon bruger begrebet "sjæl", men på en lidt anden måde, end vi opfatter det i dag. Han mente, at for at der fx kunne være et væsen som en hest, måtte der eksistere et grundbegreb, der udformede sig i vores verden som en hest. Der var så at sige forskellige sjæle bag enhver forekommende ting i denne verden, og altså også bag mennesket. Så han tog reinkarnationsstanken til sig, vel vidende at den gik langt tilbage i tiden, og han fortolkede den i menneskets verden som læren om ideerne: bag enhver menneskelig tanke var der en ide, og hvis man opdagede den eller oplevede den, var man kommet et skridt nærmere forståelsen. Han mente, at der bestod en verdensorden, der stod bag alt. Men det er op til mennesket selv at finde den for ham/hende rette verdensorden. Her er han helt i overensstemmelse med Sokrates.

Sandheden er ikke noget absolut, som man bare kan lære fra sig i docerende form, og hvis man endelig har forstået den, er man fuldkommen.

Det er en svaghed, som vi vel har endnu den dag i dag. Mon ikke mange studerende og i det hele taget alle mennesker har en fornemmelse af, at det gælder om at finde sandheden, så man kan leve et fuldkomment liv, som i dag vel betyder noget med mange penge og megen magt og indflydelse. Vi begår stadig samme fejl, og det kommer antagelig mange børn til skade, at de tidligt i barndommen fornemmer, at målet er at finde sandheden og dermed magten og æren, så skal det nok gå. De lider af denne årsag nederlag, fordi de giver op over for et tankesystem, der er direkte imod, hvad Platon og Sokrates stod for. Hvorfor kan vi ikke forstå, at Sokrates og Platon havde ret i, at politikere burde være filosoffer, så vores ledere ikke hele tiden løber efter sandheden, den eneste rigtige sandhed? Hvorfor kan vi ikke forstå, at det enkelte menneske har en værdi i sig selv, når Homer kunne det, og når Sofokles kunne se det? Hvad er det, der går galt i fortolkningen af vort Europas grundlag, som det udspillede sig blandt de græske filosoffer og på de antikke akademier?

Hvorfor kan vi ikke forstå det, når Platons akademi virkede og arbejdede efter den sokratiske metode i 900 år?

Så med Platon og Sokrates burde vi sige, at ethvert studium bør indeholde filosofiske elementer, ikke direkte for samfundets skyld, men for ungdommens og den opvoksende generations skyld. I mange lande bruges filosofien stadig som grundlag, fx Frankrig, men i Norden er vi gledet helt bort fra den. Det kan skyldes Grundtvig, som af sit ganske hjerte hadede filosofien, fordi han mente, at den tog troen væk fra mennesket. Hans indflydelse her i Norden var enorm, men på dette punkt tog han så grueligt fejl.

Den sokratiske metode blev "sat i system" af Sokrates og Platon, som kendte hinanden fra ungdommen. Den kaldes også for jordemodermetoden, ikke fordi Xantippe var jordemoder, men fordi en jordemoder hjælper et barn til at komme til verden ved at forberede fødslen, mens barnet selv kæmper sin vej ud i verden. Det er det, vi skal gøre pædagogisk, filosofisk og politisk: hjælpe tanker i det enkelte menneske på vej til deres egen fødsel.

Platons "lignelse" eller billede på vor situation er hulebilledet. Han var en mester i at udlægge vor åndelige situation, så vi med et slag forstår, hvad han mener. Menneskehedens situation er som en flok hulemennesker, der sidder i deres hule med et skinnende lys bag sig og ser skyggebillederne af sig selv og verden på væggen foran sig. Lyset er det, man kunne kalde sandheden, og det, vi ser på væggen foran os, er det liv, vi oplever i det daglige. Vender vi os mod lyset, er det så skarpt, at vi intet ser og hurtigt vender os bort. Vi har kun skyggebilledet at holde os til.

Lyset bag os er det evigt værende, men det skal vi ikke sidde og glo på hele tiden, for så glemmer vi verden og vort ansvar for den. Vi skal se skyggebillederne og forstå, at vores verden er en afspejling af det evigt værende og handle derefter: vi skal indse, at vi ikke ved det hele og aldrig kommer til det. Først da bliver vi ydmyge og modtagelige for forståelse af andre. Det var det, Homer havde set, men ikke kunne fremsætte i ord på den tid. Der skulle en Platon til 500 år senere - og det kniber stadig med at se det, selv i vores tid.

Aristoteles

Aristoteles' fader var hoflæge hos kongen af Makedonien. Som ung drog Aristoteles til Athen for at studere ved Platons akademi. Det havde et godt omdømme, og ville man noget i den græske verden, skulle man studere her. Dekadencen var ved at indfinde sig, som det gør i ethvert samfund: noget er finere end andet, og var man højt til hest i det antikke samfund, var det ikke ligegyldigt, hvor man studerede eller arbejdede.

Men Aristoteles var slet ikke enig med" den store mester" Platon, så han forlod akademiet og drog til bl.a. Lesbos, hvor han opholdt sig, dybt begravet i studierne af naturen. Han var ikke enig i Platons idelære: at der fx var en bestemt ide bag det at være hest. For hvis man nu havde en høj, hvid hest, måtte der være mere end én ide bag denne hests eksistens. Der måtte være grundideen hest, men desuden underbegreber som højde og "hvidhed". Han studerede og studerede for at finde frem til, hvordan disse grundlæggende ideer var sat sammen, og hvilke der var underordnet de andre. Han skrev og skrev, men ikke meget er overleveret, og teksterne er ikke set som udkast til forelæsninger; de er snarere hans egne tanker, som han forsøgte at samle i en overordnet ide.

Pudsigt nok blev han kaldt til det makedonske hof for at undervise kongens søn Alexander, den senere Alexander den Store, der skulle forsøge at underlægge sig den dengang kendte verden. Hans togter mod øst kom også til at føre østlige tanker ind i den græske verden, hvilket bekræftede Aristoteles i, at der måtte være et grundlæggende system bag den sanselige verden. Aristoteles blev således den endelige grundlægger af den formelle logik, som har eksisteret lige siden.

Lad os tage en enkelt opstilling:

Påstand 1: Alle postbude er mænd.

Påstand 2: Hr. Petersen er postbud.

Konklusion: Altså er Hr. Petersen en mand.

Så enkelt!!! Og dog, så enkelt forholder det sig nok ikke, men Aristoteles så et system af logiske konsekvenser bag den verden, vi til daglig færdes i. Men man kunne tænke sig følgende:

Påstand 1: Alle mænd er postbude.

Påstand 2: Hr. Petersen er en mand.

Konklusion: Hr. Petersen er altså postbud.

Det vil sige, at set med vore øjne er påstanden vigtig og afgørende for, om man kommer til den rette konklusion (Hr. Petersen kunne lige så godt være mælkemand), for den formelle logik kan ligeså godt føre til absolut forkerte konklusioner.

Aristoteles' bog "Organen" (det betyder redskab på græsk) indeholder hans hele tankesystem om logikkens velordnethed. Den er et redskab, mente han, for al videnskab, og det ser ud til, at denne form for logik har fulgt vestens videnskaber til langt op mod vor tid. Der gøres vel egentlig først endegyldigt op med den i kvantefysikken (Niels Bohr), men den spiller stadig en altafgørende rolle for videnskabeligt arbejde. Ud fra præmisser og påstande findes konklusionerne, som man så anser for fuldt holdbare.

Men vi har vel i dag en fornemmelse af, at logikken, som Aristoteles så den, kun er en del af virkeligheden. Alt er jo ikke måleligt, og det er spørgsmålet, om logikken ikke snarere indsnævrer vores syn end udvider det.

Tillad mig at bringe nogle tanker, som en 11-årig dreng, Anders Tranekjer fremsatte i 2005:

En dag vil logikken forstå alt - også vores følelser. Den har næsten nået sit mål, og en dag vil den kunne forklare alt, for det er det, den er til for. Og når den så forstår det hele, giver den os adgang til vores underbevidsthed.

For logikken blev skabt, for at vi kunne forstå alt. Men nogle påstår, at hvis vi forstår alt, er der ikke noget at leve for. Det er nok rigtigt, men vi opfatter alt igennem de syv dimensioner, og inde i vores hoved er vi, ligesom rummet er: alt er syv dimensioner. Derfor har vi to poler i vores sind, ligesom kloderne har. De syv dimensioner ligger imellem de poler i vores sind..

Måske er de to poler netop som følelser og logik. De skal ikke forstå hinanden, men leve sammen.

Gad vide, hvad Aristoteles ville have sagt til denne udredning, som er forbavsende skarp, hvis vi tager i betragtning, at forfatteren kun er 11 år. Måske var det græske rige nu blevet så dekadent, at man ikke tog følelserne, som Homer havde antydet var vigtige og medspillere i et menneskes liv, alvorligt. De var snarere et svaghedstegn. Man anså sig selv som det, vi i dag ville kalde en stormagt, godt bestyrket af Alexanders erobringer mod øst. At man ikke vidste, at Alexander og hans soldater, da de var tvunget til at opholde sig i en tibetansk dal i et halvt år, blev grundlæggere af et folk, der senere skulle vandre ud for at finde nyt land (Kurdistan), kan man ikke klandre nogen; men man anede det ikke. Lige så lidt som man anede, at Alexanders store felttog var det første tegn på, at riget kunne stå for forfald. Enhver kultur har åbenbart sin begrænsede levetid. Den udhules indefra på et eller andet tidspunkt, og det skete også for det græske rige.

Aristoteles har betydet utroligt meget for Vestens videre udvikling. Uden hans formelle logik var vi ingen vegne kommet med videnskaben, men vi ville også have haft et andet syn på livet, og vi ville måske have tillagt den åndelige verden større vægt, end vi gør. Set i det lange perspektiv underviser vi og opdrager vi vore børn med logikken som fortegn. Vi anser det for naturligt, at der er en forklaring på alt, hvis man tænker sig om (dvs. ser logisk på det). Logikken ligger til grund for al undervisning, og det er måske netop den djævelske fejl, vi gør i Vesten, for vi står nu over for en mægtig udfordring: det nye Kina, der udvikler sig økonomisk i en fart, vi næppe kan forestille os, men den kinesiske grundkultur, som den regner sig fra Kung Futses tid, ændrer sig ikke, og logikken spiller ingen større rolle. Vi kan måske komme til kort her. Det samme gælder muligvis den arabiske verden.

Aristoteles' opposition imod Platon gik på, at Platon så sine ideer som værende grundlæggende for eksistensen af fx en hest. For Aristoteles var der tale om form (eidos), forstået på den måde, at når vi ser en hest, ser vi formen af en evigt værende eksistens, som han valgte at kalde Gud. Nu var vejen banet for det, der skulle komme godt tre århundrede efter: Kristendommen.

Stoikerne

Selvom både Platon og Aristoteles stadig blev læst, debatteret og gransket, var det indre forfald i det gamle Grækenland begyndt. På Cypern levede Zenon, der sammen med andre filosoffer begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den absolutte idelære og den absolutte logik. Det førte lidt senere til, at Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius dannede skole for en filosofi, der interesserede sig for og fordybede sig i moralske (etiske) og psykologiske forhold. For dem betød etikken den lære, der kunne hjælpe mennesket til, hvordan det skulle forholde sig til logiske slutninger og resultatet og til kosmologien, der var læren om naturen.

Det var en ny tanke - måske inspireret af den gamle Homer, der som nævnt havde ladet menneskelige følelser spille med ind i politiske afgørelser, måske ubevidst fra Homers side, men dog så bevidst gjort, at hans storværker blev ved at leve og blive læst. Mystikken fra det gamle Hellas var der stadig, logikken var kommet til, så konfrontationen imellem menneskets egne intuitioner og fornemmelser fik stoikerne til at se anderledes på det hele. En forbavsende moderne konflikt, som vi selv stadig lever midt i.

For stoikerne så det således: Alt, hvad vi oplever som virkeligt, er legemligt. Kosmos er ordnet efter et fornuftsprincip og er en enhed. Der er fire elementer: Jord, luft, vand og ild, og disse fire elementer er i konstant bevægelse, så det hele på en måde gentager sig selv: den materielle verdens gentagne genkomst. Her er det snublende nær, at reinkarnationstanken måtte dukke op. Men for stoikerne er etikken læren om, hvordan vi kan leve i overensstemmelse med os selv og med fornuften. Man er viis, hvis man lever sådan, og fornuften behersker alle de følelser, vi besidder. Det vil man nok i dag benægte, det må vel være følelserne, der behersker fornuften.

Men der går stadig en rød tråd tilbage til den gamle Homer, som måske var den første, der tog vore inderste følelser i betragtning og lod dem indgå i sin digtning.

Men Grækenland var også i kraft af Alexanders mange felttog nu et land, der modtog masser af nye religiøse bevægelser østfra, og det var åbenbart mere, end den gamle kultur kunne holde til. Det ligger snublende nær at se vores samfund som værende lidt i samme situation. Vi overrendes også af religioner, der dybest set intet har med vor kulturarv at gøre, og det har unægteligt skabt en del vanskeligheder, som vi slet ikke har overvundet endnu, og som kan føre til, at vor religiøse arv kan gå i forfald eller måske netop er ved det.

Derfor er det muligvis en god ide at lade unge studerende få et indblik i vor kulturs vugge, som stod i Grækenland og det senere Israel, så vi bedre kan forstå vor nuværende situation og handle derefter. Det lyder så let, men at tage filosofikum væk fra universiteterne, som Helveg Petersen gjorde det, var måske netop det helt forkerte, man tog det kulturelle, historiske og filosofiske grundlag for vor eksistens bort fra en hel generation.

Epikur

Også Epikur var født på Samos, så der må have været noget særligt menneskeligt frugtbart på den ø, der nu blot overfyldes af solhungrende turister. Epikur stiftede epikuræismen, der gik ud på, at det eneste, vi kan stole på er vore sanseindtryk. Men der findes noget, der er uden for vore sansers rækkevidde: atomerne (Demokrit), som bevæger sig i et uendeligt rum. Vi kan stole på de indtryk, vi får, hvis de stemmer overens med det, vore sanser fortæller os. Ellers ikke.

Også sjælen består af atomer, og alt, hvad mennesket foretager sig, skyldes de processer, der foregår i atomverdenen. Men disse er ikke årsagsbestemte, som logikken foreskriver det. Mennesket får sin frihed (Homer), fordi der ind imellem sker små afvigelser i den måde, hvorpå disse atomer bevæger sig på. Det er måske en noget løs forklaring set med vore øjne, og epikuræismen kom da heller ikke til at betyde så meget. Kun i kraft af stoikernes eksistens kunne der skabes en debat om de metafysiske grundproblemer, for det er jo egentlig det, det her drejer sig om.

Sagen er den, at den græske filosofi kunne opdeles i fire dele: logikken, æstetikken, etikken og metafysikken. Det er måske nok en noget grov opdeling, men sådan har man traditionelt opdelt den klassiske filosofi. Metafysikken var oprindeligt den del af filosofien, som beskæftigede sig med naturen og dens indretning og funktion, men den fik senere et helt andet indhold: den kom til at dreje sig om livets åndelige side, dvs. den kom til at lægge sig op ad religionen. Grækerne havde et noget "praktisk" forhold til gudeverdenen, men med Kristendommens komme kom der et helt nyt perspektiv ind i filosofien og i verden som sådan. Så de problemer, der tårnede sig op imellem de forskellige filosofiske retninger, havde måske i virkeligheden metafysiske årsager, selvom man ikke forstod dem sådan dengang. Vi kan se det nu i bakspejlets lys.

Netop på grund af den manglende åndelige forståelse og indlevelse udviklede den gamle græske kultur sig i en noget dekadent retning. Det var fint at diskutere filosofi - det var fint at gå på et af de mange filosoffers akademier - det var fint at være politiker i noget, der lignede et spirende demokrati. Men det var ikke for de fattige - for slaverne, ligesom de egyptiske slaver, der arbejdede ved Nilens bred, ikke anede meget om den faraoniske verden.

Sådan glider enhver kultur mod sit endeligt. Det synes at være en naturlov, at en bestemt kulturkreds har sin begrænsede levetid. Det gælder måske også vores tid, men det er altid svært at forstå sin egen samtid. For Grækenland var tiden inde til, at noget nyt skulle ske - noget der kom udefra. Og det udeblev da heller ikke. Det skete på Areopagos, h vvor Paulus holdt sin berømte tale.

Samfundets udvikling

Her var det nok værd at se på de stadier, ethvert samfund gennemløber. Ligesom schweizeren Piaget opdelte barndommens kognitive udvikling i forskellige stadier (uden desværre at tage hensyn til barnets filosofiske udvikling), og ligesom Søren Kierkegaard opdelte menneskets udvikling i fire stadier, kan man se ethvert samfunds udvikling som opdelt i seks stadier. Ved at anskue samfundsudviklingen på denne måde, får man et bredere indblik i de processer, der styrer enhver samfundsborger uanset hvor i verden, man lever. Det er med disse seks stadier, som det er med Kierkegaards stadier: vi er hele tiden på alle seks stadier på én gang, men det enkelte stadie, samfundet er nået til, vil altid have fortrin, men har de foregående stadier indbygget i sig. Vi er så at sige på alle de stadier, vort samfund har nået, men kan vælge det sidst opnåede stadium, medmindre vi udsættes for påvirkning, der fører os tilbage til tidligere stadier, nøjagtigt som det er tilfældet i psykiatrien, hvor man kan udsættes for så negativ en påvirkning eller destruktive påvirkninger, at man så at sige bombes tilbage til måske endda primitive stadier og derfor begår vold, hvor vi egentlig ikke vil det, eller indvikler os i politisk terror, endskønt man i grunden ikke ønsker det. Så hver eneste dag er vi udsat for udfordringer, der vil tvinge os til at vælge det stadium, vi i den givne situation kan klare.

Sådan er det at være menneske, og sådan er det at være samfundsborger i denne verden.

I

Det umiddelbare stadium

Vi taler her om det tidlige stadium i et menneskeligt samfund - en tilstand, hvor man ikke er sig bevidst, hvad man foretager sig i samfundsmæssig henseende. Man lever i umiddelbarhedens forjættende lys, hvor man så at sige ikke ved, hvad man gør, men foretager sig det, alle andre i stammen foretager sig, fordi sådan har det altid været, og der spørges ikke til nogen forklaring.

Sådan har det været i de såkaldt primitive samfund, sorte stammer i Afrika, indianerstammer i Syd Amerika og i stenalderen. Men som set med Johs. V. Jensens øjne vil der altid være enkelte mennesker i den pågældende stamme, der funderer over, hvorfor det hele er, som det er. Det vover måske at gå sine egne veje på trods af stammens modstand og baner derfor nye veje for den samfundsmæssige udvikling og finder nye mål for stammen og dermed for livet. Dette sker ikke i dyreverdenen, som har medfødte, næsten indkodede drifter, der styrer det hele. Mennesket er udstyret med en bevidsthed, der hele tiden søger at ændre bestående forhold og også hele tiden tænker over grundene til, at samfundet netop er, som det er.

II

Det bevidste stadium

Dette fører langsomt til en bevidstgørelse af, hvad det er, man foretager sig. Man begynder at se et mønster i livs betingelserne og livsforeteelserne. Langsomt dannes et bevidsthedsmønster: man ved, hvem man er, hvad man står for, og man begynder den første vage forståelse af de værdier, der er i ens eget samfund. Det er et vældigt skridt at tage, og det tager flere generationer at nå så langt. Endnu er der en vis umiddelbarhed indbygget i udviklingen, og når den griber ind, står udviklingen stille nogle generationer, indtil der igen sker et ryk igennem nogle enkeltindividers iboende trang til fornyelse og forbedring.

En hund ved så at sige ikke, at den er til stede. Derfor løber hvalpen efter sin egen hale og opdager først, at den selv har halen, når det gentagne gange har gjort ondt, når den endelig fangede sin hale og bed i den. Sådan er det lille barns verden også, og sådan var menneskeheden og dens kultur også i begyndelsen. Og vi kan hele tiden kastes tilbage til dette stadium, hvis vi udsættes for grovere påvirkninger, end vi kan håndtere.

III

Det kulturelle stadium

Efterhånden opdager vi vor egen kulturs værdier, idet vi opdager, at når vi gør som de andre i samfundet, giver vi udtryk for de værdier, vi har fundet sammen om. Det skaber mennesker, der giver sig tid til at fundere over eller skrive om de baggrunde, der har skabt den kultur, vi er en del af. For alle i kulturkredsen må have et overblik over, hvad deres kultur er skruet sammen af for at kunne efterleve de mere eller mindre uskrevne love, der gælder i det pågældende samfund. Hvis denne proces ikke sker, kommer kulturkredsen ikke videre til de næste stadier. Det var tilfældet med det folk i Tibet, der var efterkommere af Alexanders den Stores hær. De mistede det kulturelle fodfæste og drog ud for at finde nye grundpiller for deres liv. Det blev i det vestlige Tyrkiet, det nordlige Iran og det nordlige Irak. Men det er endnu ikke lykkedes - de har ikke fået deres eget land - og er derfor mere eller mindre skudt tilbage til det umiddelbare stadium. Dette gælder også for zigøjnerne, som kom fra Tibet over Ungarn og herfra spredtes ud over det ganske Europa. Enhver kulturkreds løber den risiko og må udvandre. Det skete på sæt og vis også for vikingerne, der løb ind i et religiøst tomrum, der fik dem til at drage mere eller mindre hærgende ud over hele Europa, hvor de siden opslugtes af de kulturer, de løb ind i.

En kultur skal for at nå det kulturelle stadium have kunstnere i alle lag, for kun kunstnere kan formulere de værdier, som er samfundets grundpiller, netop som den græske Homer gjorde det i 800-tallet f. Kr. Lidet kunne han vel ane, at hans digtning kom til at danne de myter, der førte Hellas igennem de næste stadier. Det gælder også Nordens Saxo, som endnu danner grundpillen for vor historiske forståelse eller fornemmelse, hvor netop historiske legender spiller en altafgørende rolle. Det samme gælder Tusind og En Nats fortællinger, som på forunderlig vis samlede den arabiske kulturs grundlag, som endnu eksisterer.

IV

Det æstetiske stadium

Dette stadium minder om Kierkegaards opstilling med samme navn. Når en kulturkreds har nået og forstået og indlevet sin kulturelle/historiske forståelse af sig selv, begynder man at se skønheden i sin egen verden og bliver mere eller mindre blind for skønheden i andres kulturer. Kultur bliver en vane, og man har en tendens til at glemme det, man tidligere vidste, man kom af. Det bliver en dekadent kultur, og forståelsen, specielt for andre menneskers måder at være på, smuldrer.

Vi har kunnet se det i de europæiske kongehuse, som formåede at leve deres eget halvt kunstige liv i et folk, hvis problemer monarkiet ikke forstod. Man fandt det i rige familier, som ingen interesse havde i folkets væremåder og problemer.

Kulturen står stille. Man dyrker kun de kunstnere, man har kendt og lært om i sin opdragelse - man snobber, og man er ikke villig til at diskutere noget, man selv ved er sandheden. Det medfører en kulturel tomhed, som man ikke ved er farlig, men som man nyder alene i kraft af dens eksistens. Vi er måske tæt ved at være der i disse årtier, hvor den enkelte familie forsøger at drukne eget liv i et kunstigt design af huset, haven, børnenes liv og dermed hele tilværelsen.

Fra dette stadium kan et samfund bombes tilbage til det stadium, hvor det begyndte, det umiddelbare stadium. Grækenland var tæt ved at være der, hvis nye dramatikere som fx Sofokles ikke var kommet til, og på det filosofiske område, hvis Sokrates ikke var kommet til. Den jødiske enklave af Egypten var ved at nå det samme stadium, hvis ikke profeterne fra Det gamle Testamente var kommet til, og hvis Jesus ikke var kommet til.

V

Det ironiske stadium

Det fører direkte over i det ironiske stadium, hvor ironien bliver den bærende, tomme kraft. Man lægger en distance, først til andre kulturer og deres værdier, dernæst til andre mennesker fra egen kulturkreds og endelig en distance til sig selv. Den sidste er farlig, for den fører til en anskuelse af livet som temmelig formålsløst. Man lever med distancen hele tiden og engagerer sig ikke i hverken andre eller sig selv.

Dette medfører kulturel stilstand. Der kommer ikke nye kunstnere til, videnskaben står stille, samfundet udvikler sig ikke, og den enkelte går i ironiens og distancens tætte kåbe, hvor der er varmt og godt - men uendeligt kedeligt.

Det er en farlig situation, der kan medføre samfundets åndelige død - endog uden at man opdager det. Der skal store mennesker, kunstnere, videnskabs-mænd eller filosoffer til at bryde dette dødvande. Der skal visioner til, hvis ikke kulturkredsen skal visne og dø.

Også dette stadium nåede Grækenland, da man nærmede sig år O, det skelsættende år for hele Vesten. For kun én bestemt slags menneske kan føre os ud af det ironiske stadium: det visionære menneske, der på trods af alle distancer og al ironi lever på sine drømme og sætter livet ind for at gennemføre dem. Visionerne skal føre en sådan kulturkreds videre, som det var tilfældet i 1800-tallet, hvor Grundtvig og Christen Kold netop blev de mennesker, der kunne føre os videre. Og de fik andre visionære mennesker med sig på alle fronter, H C Ørsted, Kierkegaard, H C Andersen, brygger Jacobsen, Johanne Louise Heiberg etc. Dette frugtbare århundrede førte Danmark videre til det land, vi har i dag.

Grækenland kunne have stået i samme situation, men magtede ikke selv at lade visionerne komme til, ligesom det er tilfældet med USA i disse år. Det er kulturelt set en meget farlig situation, når visioner mangler. Og de kommer aldrig fra politikere, som altid bliver stående på det ironiske stadium og derfor altid lægger distance til det, det dybest set drejer sig om. Selv politiske visioner har distancen indbygget i sig.

VI

Det etiske stadium

Hvis de visionære mennesker slår igennem og får noget forandret, kan vi nå næste skridt: det etiske eller religiøse stadium. Der, hvor ansvaret kommer ind. Der, hvor man endelig ser, at man har ansvar for andre end sig selv, og hvor man indser, at der er en åndelig kraft bag denne verden, som vi alle er fælles om, og hvis åndelige fællesskab danner grundlag for en hel menneskehed.

Det gamle Grækenland kunne ikke selv, men begivenhederne i Egypten, nærmere betegnet den del af Egypten, der blev til det senere Israel, kunne gøre det. Den store omvæltning, hvor filosofien, som endnu ikke helt havde nået det etiske stadium, selvom der var adskillige tilløb, løb sammen med religionen, kom på Areopagos, hvor Paulus holdt sin tale, der med ét slag gav Kristendommen indpas i den græske og dermed i hele den senere europæiske verden.

Skole-forum

Hvis man ønsker at publicere dette skrift, skriv til p4c11@yahoo.com