[ Home ] [ Up ] [ On sleep ] [ On dreams ] [ Zapffe ] [ Kierkegaard ] [ Filosofiens historie ] [ Kort om 4 filosoffer ] [ Sokrates' Forsvarstale ]

Quotation of the week
Månedens ordsprog
Eftertanken

Om filosofi.

En oversigt

Filosofi er som ord en sammentrækning af filia og sofia, græsk for hhv. kærlighed og visdom;
det oversættes derfor ofte til «kærlighed til visdom». Den filosofiske stræben efter visdom må
betragtes som almenmenneskelig; dens konkrete udtryk er derimod historisk udviklede, og der
er store forskelle på de tre store traditioner, den græske, den indiske og den kinesiske.
Socialismens stamfader, kristendommen betragtes ofte som mødet mellem indisk
frelselsesmystik og græsk rationalisme; alligevel drejer dette opslag sig kun om den græske
tradition og dens videreførelse i den kristne verden.

Tænkningen
Filosofi er begrebslig tænkning i videste forstand. Man søger sandheden spekulativt ved at
kombinere sanseindtryk, erindring, fantasi, erfaring, håb og fornuft. I praksis betyder det, at
man kan filosofere om hvad som helst; hele tiden må de filosofiske svar dog kunne stå for en
filosofisk kritik, der kræver en vis logisk sammenhæng i begrebsanvendelsen og et nogenlunde
reflekteret forhold til alment accepterede sandheder.
Store filosoffer er ofte kendetegnet ved at opbygge spekulative systemer, der antages at
udtrykke sandheden. Et system opbygges ved først at reducere den foreliggende videns
mangfoldighed til nogle grundlæggende principper, og dernæst udnytte disse principper til en
rationel rekonstruktion af virkeligheden. Nogle filosoffer redegør direkte for deres system,
mens det hos andre er op til eftertiden at rekonstruere det systematiske indhold.
Filosofien har dog også fra begyndelsen været præget af specialisering, både i emnevalg og i
filosofisk tilgang til emnerne. Siden antikken har man talt om teoretisk filosofi (herunder
logik, metafysik, naturfilosofi og psykologi) og praktisk filosofi (hovedsagelig politik) og poetik
(om skabelse af kunst). Ud af disse udvikledes discipliner som etik, erkendelsesteori og
ontologi (om det værende), og siden æstetik (om betragtning af kunst), retsfilosofi,
historiefilosofi, videnskabsfilosofi og filosofisk antropologi.
Udviklingen af filosofi som et moderne universitetsfag har yderligere forstærket den filosofiske
arbejdsdeling, og i dag taler man om f.eks. sprogfilosofi, socialfilosofi, metaetik og anvendt
etik, ligesom man inden for hver disciplin kan koncentrere sig om et utal af specifikke
filosofiske problemer. Den historiske udvikling har dog også forvandlet en del af filosofiens
traditionelle discipliner til mere eller mindre eksakte videnskaber som f.eks. matematik,
astronomi, fysik, biologi, retorik, psykologi, historie, pædagogik, lingvistik, antropologi og
sociologi.
Hvad der karakteriserer disse discipliner og problemer, og hvilke man anerkender som
relevante afhænger af tilgangen til filosofien. De forskellige tilgange udtrykkes i dag ofte ved
forskellige «ismer», så som empirisme, (kritisk) rationalisme, idealisme, (venstre)
hegelianisme, (historisk) materialisme, (logisk) positivisme, realisme, (empirio-)
kriticisme, marxisme, eksistentialisme, strukturalisme, anti-realisme, feminisme,
postmodernisme, social-konstruktivisme etc. Alternativt taler man om navne på filosofiske
gruppedannelser eller traditioner, som f.eks. hermeneutik, dagligsprogsfilosofi, analytisk
filosofi, den skotske oplysning, fænomenologi og Kritisk teori.
I sin egen selvforståelse er filosofien som systematisk erkendelse ikke bundet af tid og sted.
Filosofien går ud fra, at erkendelsen af sandheden er mulig, altså at man som filosof kan
gennemskue virkelighedens indre logik i sin helhed, og at denne erkendelse kan gøre krav på
universalitet og evig gyldighed. I stedet for at udvise religiøs ydmyghed og acceptere troen vil
filosofien spørge helt ind til virkelighedens kerne og selv stå for fortolkning af svarene. For
mange må en sådan selvtillid være udtryk for galoperende storhedsvanvid; for filosoffer er det
derimod så selvfølgeligt, at det slet ikke diskuteres; måske også fordi det lidt pinligt!
Filosofi er en luksus, der kræver fri tid. Filosoffer har altid været afhængige af at kunne
financiere deres lediggang, og det har i størstedelen af historien betydet en forholdsvis tæt
forbindelse mellem filosofien og magten. I den filosofiske selvtillid ligger også ønsket om
praktisk handlen; får filosoffer ikke den forventede anerkendelse og indflydelse, har de en
tendens til at blive kompromisløse kritikere af den etablerede orden.
Filosofisk tænkning har spillet en stor rolle for udviklingen af først kristendommen og siden
socialismen. Den socialistiske idé har kun sjældent været realiseret i virkelige historiske
samfund, og den har derfor hovedsageligt været henvist til at udvikle sig begrebsmæssigt.
Dette gælder både den utopiske og den videnskabelige socialisme. Marx' videnskabelighed
består således i hans rationelle rekonstruktion af logikken i den historiske udvikling, ikke i
systematiserede erfaringer med en socialistisk virkelighed.
Filosofi dyrkes ahistorisk; men filosofien og idéerne har selvfølgelig deres historie, og fra dette
reservoir af viden henter filosofien til stadighed inspiration gennem nyfortolkninger af enkelte
filosoffer og den filosofiske tradition.
Filosofiens historie er aflejringens historie, hvor man ser bagud og ser på, hvad der har vist sig
at efterlade spor i eftertiden. Historien er altid et udtryk for nutidens perspektiv, for hvad der
i fortiden taler til nutiden, hvad der varer ved - efter min vurdering - lige her og nu.
Det følgende filosofihistoriske rids lægger hovedvægten på de politiske idéers og de filosofiske
institutioners historie set i sammenhæng med den generelle udvikling af politik og samfund i
den vestlige verden; de enkelte filosoffer og filosofiens begreber er behandlet i selvstændige
artikler.

Filosofiens historie
Opdelingen af historien i perioder et resultat af den historiefilosofi, den udvikledes i Europa i
det 18. og 19. århundrede. For den vestlige filosofis vedkommende taler man typisk om
antikken, hellenismen, middelalderen, renæssancen, det moderne gennembrud og
oplysningstiden. Fra og med det 18. århundrede bliver den filosofiske udvikling imidlertid
stadig mere kompleks, ikke mindst fordi filosofferne efterhånden foretrækker at filosofere på
deres respektive nationalsprog og ikke på latin.
I stedet for en fælles periodeinddeling kan man fra det 19. århundrede tale om filosofiske
tilgange eller grupperinger, hvis problemer og diskussioner udvikles forholdsvist uafhængigt i
forskellige sprog- og kulturfællesskaber, men som også fra tid til anden krydser grænserne.
Det 20. århundredes videreførsel af disse systematiske diskussioner er en del af den samtidige
filosofi og indgår ikke under dette opslag.

Antikken (6-4. århundrede f.v.t.)
Den filosofiske tradition i den vestlige verden kan føres tilbage til de joniske naturfilosoffer i
det 6. årh. f.v.t., der forsøgte at reducere virkelighedens mangfoldighed til nogle få
grundelementer og principper. For Heraklit (5. årh.) modsvares virkelighedens vedvarende
forandring af et princip, hvor modsætningerne holdes sammen i en enhed. For Demokrit (5.-4.
årh.) er alt en sammensætning af kompakte, udelelige atomer, der bevæger sig i det tomme
rum; virkelighedens mangfoldighed skyldes udelukkende atomare forskelle.
Vor viden om disse tænkere er imidlertid udelukkende bemærkninger og referater i antikke
skrifter, der er skrevet langt senere. Blandt de tidligste kilder er Platons dialoger om Sokrates
og Aristoteles' forelæsninger fra 4. århundrede. Da disse bemærkninger som oftest er kritiske
og desuden udvalgt efter de senere filosoffers interesser, ved man ikke sikkert, hvad der var
centralt for de før-sokratiske filosoffer.
Det 4. århundredes Athen var en rig handelsby med slaveøkonomi, men også med en
demokratisk forfatning, hvor alle frie mænd - omkring 1/10 af befolkningen - kunne deltage i
vedtagelsen og forvaltningen af lovene. Naturfilosofien kom nu til også at omfatte mennesket
og samfundets natur, hvor bl.a. kynikeren Diogenes betragtede alle mennesker som lige og
som del af et broderskab. Undervisning i politisk argumentation blev udbudt af demokratiets
fortalere, sofisterne, og det er ofte disse, som Platon i sine mere end 20 fiktive dialoger
lader Sokrates diskuterer med.
Platons undersøgelser drejer sig bl.a. om sjælens udødelighed, kærlighed, moral, politik,
sprog, skønhed, erkendelse og universets opståen. I Platons udlægning bliver den sokratiske
spørgen dog efterhånden befordrende for udviklingen af en antidemokratisk og idealistisk
tankegang, hvor den foranderlige virkelighed kun er en mangelfuld afspejling af perfekte evige
idéer, i sidste ende det godes idé. Staten skal afspejle dette hierarki, hvorfor filosofferne bør
være konger.
Med Platons filosofiske skole i Athen, Akademiet begyndte filosofien sit liv som institution.
Akademiet fungerede fra ca. 385 f.v.t til 529 e.v.t., hvor det pga. hedenskab blev lukket af
den østromerske Kejser Justian.
Den vigtigste af Platons elever var Aristoteles, der på mere forskningsmæssig vis udviklede
begreber, hvormed man kunne systematisere den foreliggende viden om virkeligheden.
Visdom (sofia) kræver både teori og praksis. Teori er erkendelse af virkelighedens nødvendige
sammenhænge, hvor fysikken redegør for genstandes forandring, mens logik angår det
uforanderlige. Praksis sigter på viden og visdom om det, der kunne være anderledes, dvs. den
menneskelige verdens politik og etik. Denne viden og skabelsen af det gode liv opbygges med
de livserfaringer, der danner et menneskes karakterdyder; modenhed giver således et fortrin i
politisk og moralsk henseende, og selve ordet «demokrati» betegner for Aristoteles
«pøbelvælde».

Hellenismen (5. århundrede f.v.t. - 6 århundrede e.v.t)
Med Aristoteles' elev, Alexander den Stores erobring af den antikke verden og Mellemøsten,
afskaffedes det athenske demokrati; erobringerne betød imidlertid også, at græsk i den
hellenistiske periode blev filosofiens internationale sprog. Filosofien blev mere kosmopolitisk,
men også mere teknisk og orienteret mod individuel sjælefred. Athen var dog stadig centret
for de filosofiske skoledannelser, som f.eks. filosofferne ved søjlegangen, Stoa og livsnyderne i
Epikurs have.
Stoicismen udviklede et helt filosofisk system, hvor fornuften i naturen var grundlaget for såvel
en avanceret logik og en konservativ fortolkning af de kyniske idealer; den stoiske idé om
menneskets naturret gav imidlertid ikke anledning til politisk engagement. Epikuræerne førte
atomismen videre og fortolkede det gode liv som individets opnåelse af sanselig nydelse
(hedonisme). Akademiet videreførte i begyndelsen Platons filosofi, men udviklede så en logisk
begrundet skepticisme (2. årh. f.v.t.), for siden at vende tilbage til en platonisk idealisme.
Næsten ingen skrifter er overleveret fra den hellenistiske filosofi, men den levede videre i
Romerriget, bl.a. i Ciceros (106-43 f.v.t.) statsteoretiske værker fra den demokratiske periode.
I kejsertiden blev den moralske stoicisme blev udviklet af bl.a. af kejser Neros rådgiver,
Seneca (ca. 4 f.v.t.-65 e.v.t.), den frigivne slave Epiket og af kejser Marcus Aurelius (121-80).
Fra akademiets platoniske idealisme udvikledes en mere mystisk nyplatonisme (fra det 2.
århundrede e.v.t.), og den smeltede sammen med kristendommen hos kirkefaderen Augustin
(4. århundrede).
Mens hellenistiske filosoffer i Byzans og Alexandria bragte den græske tradition videre til
arabiske og jødiske filosoffer, formulerede Augustin i Nordafrika - på sikker afstand af Det
vestromerske riges opløsning - udgangspunktet for middelalderens kristne filosofi: Tro er
forudsætningen for forståelse. Det er Guds lys, der giver os erkendelsen af de evige idéer og
dermed bibringer os visdom og salighed; filosofien er blot er middel til uddybelsen af troen. I
forlængelse heraf kan den menneskeskabte politiske orden, staten kun betragtes som
underlegen i forhold til Guds evige rige; men en retfærdig stat øger muligheden for evig frelse.

Middelalderen (7-14. århundrede)
Den moderne gennembrud kunne legitimere sig selv ved at betragte middelalderen som en
forfaldsperiode; i dette århundrede er det dog efterhånden blevet klart, i hvor høj grad den
moderne filosofi bygger videre på den sammensmeltning af kristendom og græsk filosofi, der
fandt sted i middelalderens klostre og universiteter. Til denne syntese bidrog også
middelalderens lange kamp mellem kristendom, jødedom og islam. Fælles for alle tre
religioner var troen på én Gud og den græske kulturarv, og det gav mulighed for en frugtbar
ideologisk udveksling af idéer.
I Konstantinopel (tidligere Byzans) oprettedes i det 9. århundrede et nyt filosofisk akademi,
hvor man på kristent grundlag studerede de græske originaltekster. Og i Toledo blev værker af
græske, jødiske og arabiske filosoffer oversat fra arabisk til latin (11.-12. århundrede), der
med etableringen af pavens kirkelige orden i Vesteuropa var blevet et internationalt filosofisk
sprog, og det indførte bl.a. Aristoteles' filosofi i den kristne tradition.
Med kirkens voksende betydning i middelalderens Europa ændres også den kristne filosofis
opfattelser af stat og menneske. I højskolastikken er staten for den kristne aristoteliker
Thomas Aquinas (1225-74) således en afspejling af kirkens dennesidige eksistens og bør ledes
i overensstemmelse med kirkens åndelige mål. Menneskets gudsgivne natur bestemmer ret og
uret, men uden den af Gud bibragte erkendelse, ville intet menneske kunne indrette et
samfund, hvori det gode liv kunne realiseres.
Denne underordning af praksis under teori er blevet accepteret af mange filosoffer helt op til
vor tid. Allerede i slutningen af middelalderen finder man dog tendenser, der peger i den
modsatte retning. William af Ockham (ca. 1300-50) argumenterer for filosofiens uafhængighed
af teologien og statsmagtens selvstændiggørelse overfor kirken. Efter reformationen
skærpedes dette i katolsk sammenhæng Francisco Suarez (1548-1617), der fandt, at
statsmagten er givet af Gud gennem folket, og at denne relative folkesuverænitet mest
naturligt kommer til udtryk gennem demokrati.

Renæssancen (15-16. århundrede)
Den Osmaniske erobring af Konstantinopel (tidligere Byzans) i 1453 bragte byens græske
lærde til Italien og med dem Platons samlede skrifter, hvoraf de fleste var ukendte i
Vesteuropa. I 1459 oprettedes i Firenze et nyt akademi, hvor Marsiglio Ficino (1433-99)
oversatte Platon og andre græske filosoffer til latin. Med Platons tillid til menneskets
muligheder for erkendelse og sondringen mellem tro og viden kunne filosofien sætte
mennesket og ikke Gud i centrum, og det styrkede den gryende humanisme blandt
intellektuelle og kunstnere. Genfødslen af den græske filosofi gav desuden øget ideologisk
opbakning til den politiske uafhængighed af den romerske kirke, og det passede godt til den
økonomiske styrke, italienske bystater som Firenze og ikke mindst det meritokratiske Venedig
havde opnået.
Renæssancen betød en frisættelse af tænkningen, der udviklede sig i mange retninger. Uden
kristne hæmninger kunne Machiavelli (1469-1527) udvikle sine erfaringer med kynisk
magtpolitik til refleksioner over menneskers magtbegær og ønske om sikkerhed. Den
platoniske dyrkelse af de perfekte matematiske forhold og geometriske former kom til udtryk i
de astronomiske teorier, hvormed Kopernikus (1473-1543) fik placeret solen i universets
centrum. Erasmus af Rotterdam (1466-1536) fordrede med sin humanisme større ansvarlighed
hos det enkelte menneske for efterlevelsen af den kristne etik, og Thomas More (1478-1535)
skrev om landet Utopia, hvor alle - mænd og kvinder - er fælles om alt og får lige del i livets
goder.

Det moderne gennembrud (16-17. århundrede)
Renæssancen forberedte det moderne gennembrud i et Vesteuropa, der efter reformationen
var præget af krige, borgerkrige og etableringen af enevældskonger. Filosofiens tro på den
menneskelige fornufts muligheder kom i konflikt med de kristne universiteters ortodoksi. I
stedet blev de moderne filosoffer understøttet finansielt først af kongemagt og adel, men
efterhånden også af det fremvoksende borgerskab; til gengæld understøttede filosofien
ideologisk kampen mod den katolske kirkes verdslige magt.
I det parlamentariske England skelnede Francis Bacon (1561-1626) skarpt mellem åbenbaret
og rationel erkendelse, og med sin fremhævelse af den eksperimentelle naturvidenskab
indenfor naturfilosofien gav han den systematiske empiri forøget betydning. Med en sådan
empiri og Kopernikus matematiske astronomi kunne Gallilei (1564-1642) og Kepler (1571-
1630) anfægte den aristoteliske fysik og ikke mindst kirkens indskrænkning af fysikken til den
sublunare verden.
I et religiøst splittet Frankrig gav Jean Bodin (1530-96) med definitionen af suverænitet et
traditionelt naturretsligt grundlag for et udelt magtcentrum. Under Trediveårskrigen udvikler
Hugo Grothius (1583-1645) folkeretten gennem en sekularisering af Thomas Aquinas' og
Suarez' naturret, således at fornuften nu anerkendes som kilden til ret og moral. Mennesket
har naturlige rettigheder, og derfor bør den politiske orden hvile på en samfundspagt. Idéen
om en samfundspagt blev under borgerkrigen i England brugt af Bacons sekretær, Thomas
Hobbes til et empirisk begrundet forsvar for kongemagten. I naturtilstandens absolutte frihed
ville alle mennesker strides; for at få fred og orden må mennesker derfor frivilligt overdrage
deres suverænitet til en hersker med uindskrænket magt.
Systematisk empiri var ikke afgørende for René Descartes' (1596-1650) rationalisme. Med sin
individuelle tvivl og søgen efter en matematisk enhedsvidenskabs evige sandheder
radikaliserede han skolastikkens brug af intuition og rationel deduktion. Samme
erkendelsesideal førte hos en fyrstelig minister som Leibniz (1646-1716) til en metafysik, hvor
virkeligheden består af simple og uafhængige monader; den af Gud preetablerede harmoni
betyder imidlertid, at vi lever i den bedste af alle verdener. Leibniz ven, kætteren Spinoza
(1632-1677) opstillede et axiomatisk-deduktivt bevis for etikkens evige læresætninger, men
argumenterede også ud fra naturretten for ytringsfrihed; uden fri meningsudveksling, kan
fornuften ikke bibringe mennesker en selvstændig opfattelse af ret og moral.
Samme tillid til menneskelig fornuft udtrykte empiristen John Locke i forsvaret for
parlamentets afsættelse af den engelske konge. Locke tænkte sig en naturtilstand præget af
fredeligt samarbejde. Samfundets medlemmer afgiver kun deres suverænitet for at få løst
nogle sjældne konflikter; hvis magthaverne ikke kan beskytte folks liv, frihed og ejendom, kan
samfundspagten annulleres. Lidt anderledes så det ud i København, hvor Samuel v. Pufendorf
(1632-94) var fængslet under krigen mod Sverige. Han forestillede sig en naturtilstand
præget af stor usikkerhed, men fastholdt dog, at magten kun er legitim, hvis den bunder i en
frivillig kontrakt mellem værdige mennesker og en suveræn.

Oplysningstiden (17-18. århundrede)
Kapitalismens vækst havde givet det nord- og vesteuropæiske borgerskab magt til ikke kun
at udfordre kirke, men også konger og kejsere. Den filosofiske udvikling flyttede med den
politiske og økonomiske nordpå, hvor Storbritannien blev den nye stormagt, og de latinske
diskussioner afløstes efterhånden af filosofi på de store nationalsprog.
En moralsk uddybning af Lockes liberalisme gav jarlen af Shaftesbury (1671-1713) med idéen
om menneskets moralske sans og den naturlige sympati. Det sædelige er begrundet i
menneskets æstetiske natur, og dermed er moral uafhængig af både religion og naturmekanik.
Dette opgør med Hobbes videreførtes i den skotske oplysning hos den skeptiske empirist,
David Hume (1711-76), og hos vennen, Adam Smith, hvor tilliden til menneskers gensidige
sympati og Guds usynlige hånd betød, at forfølgelsen af egne interesser ikke medfører alles
krig mod alle, men Nationernes Velstand.
Gennem empiriske studier af især det engelske styre udviklede Montesquieu (1689-1755)
naturetten i retning af en samfundsvidenskab, hvor individets frihed bedst sikres af en
balance mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. I USA's
uafhængighedserklæring (1776) formuleres naturretten som menneskerettigheder, og
magtens tredeling kodificeredes siden i USA's forfatning. Engelsk empirisme og liberalisme
inspirerede også Voltaire (1694-1778) til kritik af Descartes' naturfilosofi; Rousseaus'
civilisationskritik derimod fremhæver selvstyret i Schweiz' kantoner. Naturret og samfundspagt
skal forstås kollektivt; statsmagten er kun legitim, hvis den er i overensstemmelse med folkets
fælles almenvilje. De store samfunds ulighed og opdragelsens skadelige indflydelse
undergraver den naturlige lighed og næstekærligheden.
Med rigmænds saloner og kongelige akademier fik filosofien nye institutioner uden for
universiteterne, hvor man kunne udtrykke kritik af fordomme, overtro og standsmæssige
privilegier. Et bidrag til oplysningen af folket om natur, videnskab, politik og menneskets
naturlige evner var - efter engelsk forlæg - udgivelsen af den 35 bind store encyclopædi, som
Diderot (1713-84) og d'Alambert (1717-83) redigerede i 1751-80. Bidragydere var både
Rousseau og radikale ateistiske materialister som Holbach (1723-89) og Helvétius (1715-71),
hvor kun fornuft og sanselighed er medfødte evner, ikke moral. For at opnå størst mulig
menneskelig nydelse og frihed, må samfundet styres retfærdigt ud fra videnskabelige
indsigter. Oplysningen betød efter den franske revolution etableringen af statslige
eliteskoler, hvor de fleste franske filosoffer siden har fået deres uddannelse.
Materialismen kom i England primært til udtryk i Jeremy Benthams (1748-1832) utilitarisme,
hvor en oplyst monark skulle kunne lovgive på grundlag af en kalkulation af samfundets lykke
som summen af borgernes nydelse minus ubehag. For William Godwin (1756-1856) førte
oplysningen derimod i retning af anarkismen, idet han kritiserede den korrumperende
indflydelse af ejendom og autoritære institutioner som lovgivning og ægteskab. Og hans
veninde, Mary Wollstonecraft indledte feminismen med sin kritik af Rousseau for ikke at
udstrække ligheden til forholdet mellem mænd og kvinder.
I Tyskland herskede en oplyst monark, Frederik den Store, men også en spekulativ kristen
metafysik. Alexander Baumgartens (1714-62) positive beskæftigelse med sanselighed,
genialitet og entusiasme i æstetikken varslede nye tider, men bruddet med den latinske
skolefilosofi skete først med Kants kritiske filosofi, hvor erkendelsesteorien forener Humes
empirisme og Leibniz' rationalisme. I forlængelse af naturretten satte Kant den praktiske
fornuft over forstandsmæssige kalkulationer, idet fornuftens almene lov bliver sædelighedens
og rettens prøvesten. I hans liberalisme gives staten positive pligter, nemlig at sikre, at den
enkeltes frihed kun begrænses af hensyn til andres frihed, og at der er tilstrækkeligt arbejde
til skabelsen af velfærd.
Den romantiske reaktion på den rationalistiske individualisme blev hos Herder (1744-1803) en
betoning af menneskets ekspressive og historiske væsen og idéen om folket som bærer af et
sprogligt og kulturelt fællesskab. Hos Schleiermacher (1768-1834) blev det til en
fortolkningslære, hermeneutikken, der med forståelsen af Biblen som model via panteisme og
sammenstilling af helhed og del overvandt den historiske afstand mellem skribent og læser.

Det 19. århundrede
Den franske revolutions rystelse af de gamle regimer udviklede sig til en langstrakt kamp
mellem nye og gamle klasser og flere omstyrtninger af den etablerede samfundsorden.
Filosofien leverede fortsat ideologisk ammunition, både direkte i den praktiske filosofis politik
og etik, og indirekte som teoretisk erkendelse. På et stigende antal læreanstalter og skoler
udenfor universiteterne dyrkede man den rene refleksions selvstændighed i tilknytning til
naturvidenskaben; men anvendt mod kristen tro og traditionel universitetsfilosofi blev også
teoretiske filosofi en del af den ideologiske kamp for moderniteten.
Revolutionen gav i Frankrig næring til forskellige former for utopisk socialisme. Saint-
Simon (1760-1825) drømte om at realisere et industrisamfund, rationelt planlagt og centralt
styret af de produktive klasser. Fourier (1772-1837) derimod ville frigøre mænds og kvinders
naturlige drifter i storkollektiver; arbejdet skulle minimeres og være så afvekslende som
muligt.
I et Tyskland uden demokrati taltes der om frihed, især indenfor universiteternes mure, hvor
filosofi og videnskab blomstrede. Dette afspejledes i Hegels historiske dialektik og hans
filosofiske system, hvor retsfilosofien gør staten til åndens virkeliggørelse og en forudsætning
for friheden. Udforskningen og forståelsen af historien var et gennemgående tema, både i
selve hegelianismen, i den historiske skoles relativering af naturretten og senere hos Wilhelm
Dilthey (1833-1911), der sætter et skarpt skel mellem naturvidenskaben og de nye
åndsvidenskaber, hvis metode, hermeneutikken han udviklede i livsfilosofisk retning.
Udenfor universiteterne gav unghegelianeren Feuerbach en antropologisk fortolkning af de
kristne dogmer, mens Marx radikaliserede oplysningens ideologikritik, så Hegels dialektiske
dannelse af bevidstheden forvandledes til den historiske materialisme, hvor
klassemodsætninger og samspillet mellem produktivkræfter bestemmer den virkelige verden
udvikling henimod kommunismen.
Individualistisk Hegelkritik førte hos Max Stirner, hos franskmanden Proudhon og senere hos
russeren Bakunin til anarkisme, mens det hos Schopenhauer betød udviklingen af en
pessimistiske etik med vilje og medlidenhed som fundament. Kierkegaard foregreb med sin
insisteren på den enkeltes Gudsforhold og det frie valg eksistentialismen; og Nietzsche
fremhævede i sin genealogiske ideologikritik aristokratiske græske dyder overfor Hegels
kristne slaveetik.
Respekten for videnskabelig empiri levede videre hos Kants efterfølger i Königsberg, Johann
Friedrich Herbart (1776-1841), hvis realisme også betød udviklingen af en erfaringsbaseret
psykologi, der forenet med etikken blev til pædagogik. Et erklæret realistisk og naturalistisk
system, hvor filosofien er den generelle videnskab, der omfatter alle erfaringsvidenskaber,
finder man hos Wilhelm Wundt (1832-1920), hvor endog etikken udvikles i retning af en
moralvidenskab. Dominerende blev dog efterhånden nykantianismen, hvis respekt for
naturvidenskab gjorde erkendelses- og videnskabsteori til filosofiens grundlag;
formuleringen af den praktiske filosofi i form af værdier betød, at idealet blev den værdifri
videnskab. Et ideal, som også Max Webers nye socialvidenskab underkastede sig.
I Frankrig havde Saint-Simons sekretær, Auguste Comte (1798-1857) udviklet en historisk
positivisme, hvor abstrakt matematik er nederst i videnskabshierarkiet, mens sociologi er
øverst, da dens genstand, samfundet både er konkret og ekstrem kompleks. Over sociologien
står dog den positive moral. I England udviklede antiimperalisten Herbert Spencer (1820-
1903) en empiristisk sociologi på grundlag af den skotske moralfilosofi, og den førtes videre i
sociologien i USA. I Frankrig blev sociologien videnskabelig gennem Durkheim, der med
inspiration i Wundts moralvidenskab forenede Spencers og Comtes sociologi til et forsvar for
den moderne velfærdsrepublik.
Storbritanniens imperiale magt afspejledes i genopblomstringen af utilitarismens statsræson,
der dog hos den socialliberale John Stuart Mill (1806-73) radikaliseredes i kampen mod
arveret og kvinders undertrykkelse. Mere grundlæggende var dog den kritik af engelsk
empirisme og individualisme, som Bradley (1846-1924) leverede med inspiration fra bl.a.
Hegel. Det var i kritikken af disse filosoffer, det 20 århundredes analytiske filosofi tog sit
udgangspunkt.