Filosofiens nødvendighed
af
Per Jespersen
I 60'erne fik skolen et nyt ansigt. Gruppearbejde bredte sig, for nu gjaldt det om at
komme hinanden ved - vægge imellem klasseværelser blev revet ned, for nu skulle man
kende hinanden og arbejde på tværs af klasser og alder - lærere strømmede på kursus
for at lære om de store nye tanker, der skulle præge den næste generation, for nu
skulle man mødes med alle de andre over et eller andet fælles emne. Nu skulle alle skel
nedbrydes, og det var ikke længere så vigtigt med de basale færdigheder - stavning og
læsning skulle såmænd nok komme af sig selv, når man blot var kommet hinanden ved -
sådan rigtigt ved at sidde i gruppe og arbejde sammen.
Der gik en bølge af optimisme over landets skoler, og det VAR tiltrængt, for både
lærere og elever var ved at køre sure i det hele. Land og samfund var genopbygget efter
2. Verdenskrig, olien var billig, og en strålende fremtid ventede alle. Kreative fag blev
inddraget i skolen, som ikke længere var et indlæringssted, men et værested. Det gjaldt
om at være - og kun det! Og så var man. Hele tiden. Du godeste, hvor man var!
Det gik dengang, som det næsten altid går: man ryger fra den ene grøft til
den modsatte og glemmer at gå midt på vejen, den gyldne middelvej, hvor man kan se begge
grøfter, gå ned i dem og dernæst søge op på vejen igen.
Man gik aldrig på vejen. Man blev i grøften og lærte at arbejde sammen, men man var
ikke altid helt klar over, hvad det var, man arbejdede sammen om. Det gjorde heller ikke
så meget, når blot man gjorde det.
Den tids børn er nu 40-50 år gamle - det er dem, der driver vores samfund, og det er der
på nogle fronter ikke blevet noget særligt godt ud af.
Tværtimod oplever jeg vort nuværende samfund som så narcissistisk, at det råber til
himlen. Vi er ligeglade med naboen, når blot vores bil er større end hans, og vi er kun
samfundsinteressante, når vi er funktionelle. Og funktionelle er gamle og børn ikke, så
mange steder er de i vejen. Det er 6o'er-pædagogikken, der står sin prøve. Jo tak , med
et 3-tal på mange
fronter, i det mindste på det menneskelige og humanistiske felt. For midt i al denne
kommen hinanden ved glemte man værdierne og det eksistentielle. Vi blev både historie-
og identitetsløse. Og det mærker man i dag.
Men lad os holde fast ved, at det var tiltrængt med en pædagogisk fornyelse dengang -
ingen tvivl om det, selvom det kan undre, at man totalt glemte Østrigsgade-forsøgene.
Hver generation sin pædagogik - i hver generation opstår der store tænkere på det
pædagogiske felt, for det er jo dem, der grundlægger det kommende samfund. Sådan var
det på Christen Kolds og Grundtvigs tid, og sådan har det været lige siden.
Men ikke nu!
Ikke i 90'erne!
Slet ikke!!!
På det pædagogiske felt sker der ikke en daddel i dette årti, hvor det nye
årtusinde er begyndt. Og det kan i allerhøjeste grad undre. Hvor er de
henne, de store tænkere? Vi mangler dem, for mange skoler er ved at køre i sænk af
kedsomhed, af rutine eller af mangel på indlevelse i, hvad undervisning egentlig er, og
hvad pædagogik og metodik i virkeligheden er.
Det er en dybt ulykkelig situation, vi befinder os i: flere og flere børn har
læsevanskeligheder (jeg møder dem hver dag på LÆSELINIEN), flere og
flere børn og unge drikker, indtager fantasy eller tænker på selvmord. Og
skolen kan på ingen måde sige, at det ikke er dens bord. Alt, hvad der har
med børn at gøre, er skolens bord, når børn tilbringer så mange timer der.
For hvad nytter læseplaner, skolebestyrelsesmøder og færdigtsyede læresystemer, når
der sidder 20 elever i klassen, der hungrer bare efter at
have nogle at tale med. Aldrig har ensomheden blandt børn og unge været så stor som nu.
Aldrig!
Eleverne er medmennesker og ikke bare et nødvendigt onde. De er medskabninger, som vi
deler eksistens med, og som vi derfor har et ansvar for - et ansvar, der bør få os til
at gå til bunds med det, der brænder mest på hos børn: livet.
Livets skole!!!
Er den et sted, hvor projektorienteret undervisning er nøglebegrebet? Det er der nogle,
der tror, for man føler, at man igennem projektet får fat i alle elever alene fordi de
er sammen om det. Men skindet bedrager! Man får IKKE alle med - og da slet ikke dem, der
har sociale eller eksistentielle
problemer at slås med. Og det har 50% af børnene statistisk set.
50%!
Men projekter er jo spændende, altfavnende og dybdeborende. Derfor skal vi køre
projektorienteret undervisning; så har vi da et mål og et middel på én gang.
Eller har vi?
Nej, vi bliver bedraget. Noget så frygteligt endda. For projektet indhyller os i en slags
narkotisk tåge, hvor vi virkelig føler, at her giver vi noget, og her høster eleverne
noget. De er glade, de hygger sig, de lærer uden at opdage det. Javel, men vi opdager
ikke, at vi listigt og ubevidst drister os uden om det basale af alt: det eksistentielle.
Det at være menneske. Og derved dræber vi den naturlige undren, som ethvert barn er
født med. For vores projektorientering kan være så forblændet af sig selv, at den
glemmer og overser den livsvisdom, som børn besidder - en visdom som kun får lov at leve
videre, hvis der bliver sat ord på den. Man finder kun sig selv i dialog med andre - man
erkender kun sin undren, når man opdager, at andre også har den: at vi alle har samme
udgangspunkt i dette vort eneste liv: undren som kilde til undersøgelse og nysgerrighed.
Vi må ikke fratage børn denne livsundren, som i virkeligheden er det
levende livs pulsslag. Vi må ikke projektorientere denne undren ihjel, for så tror
børnene, at livet er en discountvare med stregkode og det hele, som man bare kan afregne
med kassedamen. Kierkegaard ville rotere i sin grav, dersom han vidste, hvad der foregik i
dag. For vi kaster hverken os selv eller børnene ud over de 20.000 favne vand. Vi bliver
på land i ly af projektet for ikke at komme ud, hvor vi ikke kan bunde.
Jeg kan ikke andet end forskrækkes over den tomhed, vi møder børnene
med, for på trods af færdigpakkede undervisningsmodeller er det tomhed, vi præsenterer
børnene for.
Vi tør ikke andet. Det er det umyndiggørende forsørgersamfund i yderste potens. Det er
situationen i dag, og det er derfor jeg undrer mig over, at der ikke opstår store
filosofisk/pædagogisk prægede tænkere. Måske er det, fordi vi ikke tør. Der skal jo
mod til at tænke nye tanker - livet er en risiko, som vi ikke vil løbe.
Og så stikker vi af - ind i projektet. Uden at ane, hvor store glæder og oplevelser, vi
kunne få, hvis vi lod filosofien være pulsslaget i næsten enhver form for undervisning.
Filosofi for børn har været på banen i snart 20 år, fordi nogle pædagoger dengang
så, hvor det bar hen. De vidste, at pædagogikken ville kuldsejle, hvis ikke filosofien
fik sin plads. Og nu kan vi se, at de så rigtigt, for filosofi trækker tusinder til fra
børnehavealder til høj pensionsalder. Vi har jo mistet vores historie, og dermed har vi
også mistet vores identitet og personlighed. Vi er blevet generationen uden hukommelse,
og det gør mig så ondt for børnene. Jeg kan se det i deres øjne og høre det i deres
stemmer.
Filosofi for børn er noget, børn elsker, for denne verdens ældste videnskab kan give
børnene så meget, at det er helt ufatteligt. De elsker det, fordi filosofien lytter til
deres undren, tager den alvorligt og går i clinch med den.
For filosofi ER undren. Nysgerrighed med ord sat på - et fællesskab af
undren og det at vide, at der er så meget, man ikke ved, fordi netop det gør livet så
bandsat spændende. Færdigt pakkede pædagogiske modeller keder og umyndiggør,
filosofien modner og giver selvtillid.
Derfor bør den også ind, når man kører projekter. Den bør gå som den røde tråd og
det livgivende pulsslag i undervisningen, så der altid bliver tid og plads til at standse
op og lytte til den undren, der er så universel. Derimod bør filosofien ikke blive et
selvstændigt fag, som den er det i gymnasiet i dag, men et perspektiv, man lægger ind i
alle undervisningssituationer. Det er egentlig så enkelt og dog så svært!
For også her kan vi tage fejl. Vi kan komme til at tro, at filosofien har alle
svarene, fordi den er så dyb og oprindelig. Men filosofien har qua sin egen natur netop
ikke eet eneste svar, men er lutter spørgsmål, fordi den holder fast ved sin undren og
nysgerrighed. Den kan sætte ord på mange ting --den kan hjælpe til at indkredse
problemer af åndelig karakter - den kan spejle sig i menneskers personligheder og
inderste tanker.
Men den kan ingen svar give!
Og den vil ikke give svar!!
For den ved, at vi skal ud over de 20.000 favne vand for at opdage, at livet er en risiko
(man dør af det til sidst!), at det at tænke og føle er risikofyldt, at indlæring er
forbundet med risiko. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at den risikofrie
undervisning ikke er undervisning.
Jo, det er det, jeg mener!!!!
For der er ingen ende på de glæder og lyksaligheder, man kan have sammen med børnene,
når man deler sin livsundren med dem, og de til gengæld føler sig lyttet til og
respekteret, fordi vi tager deres undren alvorligt og ikke pjatter den bort i projekter.
Filosofi for børn er ikke et fag, men en metode. Et menneskesyn. En holdning, der igennem
børnenes indre åndelige livs undren får undervisningen til at blive kilden til
nysgerrighed og mod på livet. Det er
netop derfor, der ikke findes undervisningssystemer med filosofi for børn - det ville
dræbe hele ideen - og måske også lidt derfor så mange lærere går udenom og ikke
tør. De tror måske, at de ikke er for velbevandrede i
filosofiens historie. Det skal de heller ikke være. De skal blot og bart være
søgende mennesker, der tør stå ved, at de er det. Børnene tør stå ved det,
men mødes af en mur af projekter, undervisningssystemer og lærebøger, så de gamle
filosoffer må forbarme sig og stønnende gispe: Jamen, har de da ikke fattet noget af det
hele?
Næh, det har vi faktisk ikke.
Og alligevel er der kræfter verden over, der arbejder for at filosofien skal
komme børnene til gode; navnlig i Norge og Sverige arbejder man ihærdigt på dette, og
også i Danmark, hvor konceptet har været at finde i 20 år, er der mange, der arbejder
med emnet.
Men som lærer kan man føle sig noget isoleret, når man arbejder med det
eksistentielle, for det er ikke "trendy" - samfundet kører i et helt andet
gear, men jeg kan love for, at vi for tiden producerer så mange tabere i den danske
folkeskole, at det er til at græde over.
Det lyder for billigt at påstå, at filosofi for børn kan rette på på alt detteher.
Ikke?
Jo, men det enkle og tilsyneladende billige og oftest mest nærliggende er
måske netop det, der har nøglen til det, vi skal gøre.
Jeg har intet mod projektarbejde - medmindre det får lov at hænge løst i
luften. Jeg har intet mod traditionel klasseundervisning - medmindre den
påstår at have hele sandheden. Jeg har intet mod skolen - selvom jeg har en vag anelse
om, at den som folkeskole snart kan tælle sine dage.
Det "eneste" jeg er ude efter er, at skole, undervisning, pædagogik, metodik,
didaktik og hvad vi ellers kan bruge af fine ord, retter sig efter børnene og den verden,
de har i dagens Danmark. For i øjeblikket er der en kløft imellem børns verden og det
mål, pædagogikken har sat sig.
Og det bliver ikke ved at gå.
Det er svært at finde materiale til filosofi for børn. Men der skal heller ikke være
noget. Det ligger inde i os selv og naturligvis i børnene. Men har man adgang til nettet,
kan man dog prøve at søge under "p4c", som er den internationale betegnelse
for filosofi for børn. Du kan også gå ind på denne sides mange links.
Prøv så derefter sammen med dine elever at kaste dig ud over de 20.000
favne vand og opdag, hvor lykkelig både du og dine elever bliver. Jeg gør
det hver dag med de elever, jeg har på LÆSELINIEN. Det er hårdt - man må give noget af
sig selv - det er risikofyldt.
Lykkelige bliver de børn, der får lov at møde filosofien! Den gør dem til hele
mennesker.
Filosofiens nødvendighed
Lærerstof
Skole-forum.dk
Hvis du vil vide mere klik:
http://home12.inet.tele.dk/fil/
www.filovision.k-nettet.dk
www.p4c.dk
