Bedstefars Bibelfortælling
Igen sidder Alexander i sin stol i Bedstefars stue. Han sidder i sin
yndlingsstilling, for så er det, som om Bedstefars ord flyder lige ind i ham
og gør ham glad. Han elsker at høre sin bedstefar fortælle, og han glæder
sig til den snak, de har bagefter. Ingen har vist en bedstefar som han.
Edens Have
Men hvordan skabte Gud nu mennesket? Jo, der var ingen regn på
jorden, men Gud skabte en kilde, der blev til fire floder, der løb igennem
et meget smukt land, hvor der også var både guld og ædelstene. Her
voksede palmer og andre smukke træer og buske. Mennesket skulle
skabes i det smukkeste af det smukkeste. Floderne løber der endnu. De
hedder Pishon, Gishon, Tigris og Eufrat.
Gud skabte det første menneske i Edens Have, for at han skulle dyrke
jorden og passe på stedet. Men én ting måtte han ikke: han måtte ikke
spise frugterne af Kundskabens Træ. "Den dag, du spiser af frugten fra
træet, skal du dø!" sagde Gud.
Dette første menneske hed Adam, der betyder menneske. Han fik besked
på at give alle dyr og planter og træer og navne. Det var et større arbejde,
men Gud vidste, at Adam ville kede sig, hvis han ikke havde noget at
bestille.
Men Gud kunne se, at Adam følte sig ensom. Den følelse kendte Gud, for
han havde selv følt sig ensom; derfor havde han skabt livet. Nu så han, at
Adam var meget ensom, så han lod ham falde i en dyb søvn. Mens Adam
sov, tog Gud et af hans ribben og tilførte det kød, og på den måde skabte
han en kvinde, Eva. Adam blev glad og sagde: "Hun er skabt af mit kød,
derfor skal mand og kvinde blive sammen, for de er skabt af det samme
kød."
I haven var der også en slange, og den var rigtig ond. Den spurgte Eva en
dag: "Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise frugten af Kundskabens
Træ?"
"Ja, det har han," svarede Eva. "Vi må spise alt anden frugt, men ikke fra
det træ, for så bliver vi ligesom Gud, så vi kan kende forskel på godt og
ondt. Det har du selv fortalt mig i går."
"Spis du kun af frugten. Du dør ikke af det, og vil du da ikke gerne blive
ligesom Gud?"
Eva lod sig overtale og spiste frugten og gav også Adam en frugt.
Gud opdagede det naturligvis og sagde til Eva: "Det betyder, at alle
kvinder skal have stærke smerter, når de føder deres børn." Og til Adam
sagde han :"Fordi du spiste den forbudte frugt, skal din jord være
forbandet, og du skal svede og blive udkørt for at tjene til føden. Det vil
koste dig dyrt at få føde i huset, indtil du vender tilbage til jorden, for af
jord er du kommet, og til jord skal du blive."
Og Gud tænkte ved sig selv: "Bare nu mennesket ikke er som jeg og kan
kende godt fra ondt. Bare mennesket nu ikke bliver ved at spise af
Kundskabens Træ og lever evigt."
Så jog han dem ud af Edens Have.
Bedstefar og Alexander diskuterer:
Alexander: Jeg har hørt den før, den historie, men ikke som du fortalte
den. Nu forstår jeg den meget bedre.
Bedstefar: Den kender vist alle mennesker.
Alexander: Du fortalte, at Gud ikke ville have, at vi fik viden og kunne
kende forskel på godt og ondt og leve evigt.
Bedstefar: Ja, sådan mente Gud. Vi kan jo ikke være Gud alle sammen.
Alexander: Jamen, vi ved jo en masse og prøver hele tiden at få mere og
mere viden. Så har vi jo alle spist den frugt.
Bedstefar: Ja, på en måde. Det var også sådan, Gud mente det.
Alexander: Altså at vi gør noget, vi ved er forkert. Det er nærmest, som
om vi netop ikke kan kende forskel på godt og ondt.
Bedstefar: Det kan der være noget om.
Alexander: Så det er Guds straf. Hvordan kan han straffe mig, når jeg ikke
har spist af træet i Edens Have?
Bedstefar: Synden nedarves fra menneske.
Alexander: Eller det, som Adam og Eva oplevede, sker inden i os hele
tiden. Der er en slange i os, der lokker os til det forkerte.
Bedstefar: Godt tænkt, Alexander. Det har jeg ikke engang selv opdaget!
Alexander: Det var ellers dig, der fortalte historien!
Bedstefar: Nogle gange er der noget i en historie, som selv forfatteren ikke
har opdaget.
Alexander: Så er der også noget i mig, jeg ikke har opdaget.
Bedstefar: Rigtigt, dreng. Hvor er det rigtigt!!!
Spørgsmål til diskussion i klassen:
1) Hvad mener I om den samtale, Bedstefar og Alexander har?
2) Har Adam og Eva levet engang på det sted, der hed Edens Have?
3) Eller er det en god legende?
4) Hvad er det Alexander har opdaget i historien?
5) I Kristendommen taler man om "arvesynden": at det Adam og Eva
gjorde forkert nedarves til alle mennesker? Er det sådan?
6) Eller har Alexander ret: At det, der skete i Edens Have, udspiller
sig i ethvert menneske? Diskuter!
7) Hvad får os mennesker til at gøre noget, vi ved er forkert?
8) Ifølge historien ønsker Gud ikke, at mennesket lever evigt.
Hvorfor ikke?
9) Hvorfor må vi ikke være så alvidende som Gud?
10) Måske er der kun én, der kender svaret!!!
Tekst: Per Jespersen
Teologi for børn
Edens Have
Skole-forum.dk