Arne Gabs

Det materielle Univers

En delteori

Arne Gabs har brugt mange år af sit liv til at udtænke denne delteori: Det materielle Univers.

Men det er lykkedes at udfordre både Isaac Newton og Albert Einstein.

Det er noget af en præstation!!!!

Arne Gabs

Det materielle Univers

-- en delteori

Sammenskrevet af Per Jespersen

Indledning

Paradiset

Jorden er et paradis.

Altså må du opføre dig, som man gør i Paradiset:

Glæd din næste hele tiden.

Nyd dit liv, det er så kort.

Du har kun eet liv og det er nu.

Hvis du tænker nye, gode tanker, er du levende og fornyende.

Dine gode tanker er værdiløse, hvis du ikke omsætter dem i handling.

Hvis du ikke bruger din hjerne, er du allerede død.

Skabelsen

Debatten om skabelsen er interessant. Mange tanker er tænkt og mange eventyr skrevet og fortalt om skabelsen. Ifølge Bibelen klarede en almægtig Gud det på 6 dage, hvorefter han hvilede ud den syvende dag.

Det er en smuk gammel tanke, som udtrykker alt det, man vidste på den tid. Derfor var den tilfredsstillende dengang. Der var dog kulturer, fx den babylonske, der mente at vide mere.

I dag ved man, at intet opstår af intet. Dermed ved man også, at alt, hvad der eksisterer, har været der altid, fordi alt, hvad der eksisterer, består af noget. Universet er altså materielt.

Ser vi fx på ringene omkring Jupiter, kan vi se, at der hele tiden skabes nye, små måner. Da deres tyngde er minimal, vokser de meget langsomt, men de vokser dog hele tiden. Tid er der nemlig nok af, så skabelsen foregår altså også i dag. Det har den altid gjort, og den vil fortsætte evigt.

Det materielle univers omhandler alt, hvad der består af noget, og en åndelig del findes ikke. Sådan et univers er mere enkelt og dermed lettere at forstå. Som mennesker oplever vi dette univers med de sanser, vi har, så det er vigtigt at se på, hvordan disse sanser virker, og hvad der skal til, for at de fungerer.

Hvis du ser på dig selv i et spejl, er det meste af dig under din øjenhøjde som på andre dyr, men det, der skiller dig fra andre dyr, er din hjerne. Det meste af den har nok at gøre med at holde dig i live, og en meget lille del af hjernen er dig som menneske: dit jeg, din personlighed, dine meninger.

Et af dine vigtigste sanseapparater er dine øjne, der har den egenskab, at når de registrerer en meget hurtig partikel, opfatter du det som lys. Det er forbavsende, for partiklen udsender intet lys – den bevæger sig bare. Det forholder sig endda således, at de partikler, du har sværest ved at registrere, er de, der kører lige ind i dine øjne. De kan endda gøre dine øjne blinde. Det samme gælder for dem, der bevæger sig bort fra dig. Det interessante er, at du registrerer partiklens hastighed. Du opfatter forskellige hastigheder som forskellige farver.

Hver hastighed sin farve!

Din høresans registrerer svingninger i luftlaget. Det opfattes som støj. Dine ører opfatter altså bølger, mens dine øjne opfatter partikler.

Det nye univers

Vort univers er materielt: alt hvad der eksisterer består af noget. I dette univers er der den egenskab ved al masse, at den virker tiltrækkende på al anden masse.

Universet er fyldt med partikler med alle mulige hastigheder. Nogle af disse partikler har en uhyre gennemtrængende evne. Jorden og alle andre himmellegemer bruger denne masse til at bremse disse partikler. Jo større og tættere masse, des større opbremsning, som bevirker, at partiklerne har en højere hastighed, når de kører ind i massen, end når de kommer ud på den anden side. Denne forskel opfattes som en tiltrækning; men det er det modsatte: et tryk udefra.

Når det gælder Jorden, er det således, at nogle partikler slet ikke kommer igennem, men bliver en del af Jorden. Dermed vokser Jorden og dermed bliver tiltrækningen større og større. Jorden har aldrig vokset så hurtigt som nu: Jo større den bliver, des hurtigere bliver den endnu større.

Partiklerne har en meget stor bevægelsesenergi, og med den fuldstændige opbremsning bliver denne energi til varme: Jorden bliver varmere!

Nu ved vi noget nyt:

Jo større tiltrækning en masse har, des hurtigere bliver den større.

Jo større den bliver, des flere tyngdepartikler indfanger den.

Jo flere partikler den indfanger, des varmere bliver den.

Dermed ved vi, hvor varme alle himmellegemer er.

Vi ved også:

At jo mindre tyngde et legeme har, des koldere er det.

Jo mindre et legeme er, des langsommere er dets vækst.

Lyset

I dag er videnskabens opfattelse af lyset den, at lyset kan opfattes både som partikler og som bølger.

Det er en forkert opfattelse. Lyset udsendes som partikelstrøm, for når disse partikler rammer et medie, kan det sætte mediet i en bølgetilstand.

Hvis vi sidder ved en stille skovsø, er dens overflade pænt blank. Hvis du tager en sten og smider den ud i vandet, dannes der et bølgetog. Det er ikke stenen (lyspartiklen), der bølger, men vandet. Hvis der ikke var noget vand, kom der heller ingen bølger.

Når en lyspartikel forlader Solen med kurs mod Jorden i det tomme rum, er det en partikelstrøm uden bølger, for der er jo ikke noget medie, der kan danne bølger. Når vores lille lyspartikel rammer det første lille atom, som vores atmosfære består af, overtager dette atom lyspartiklens energi og fortsætter som en ny lyspartikel, men da den er lidt større end lyspartiklen, fortsætter den med samme energi, som den modtog, men med en mindre hastighed. Denne nye lyspartikel afleverer sin energi til en, som er endnu større og endnu langsommere. Nu er den efterhånden bremset så meget, at vores øje registrerer den som blå. For husk: lys har forskellig hastighed i forskellige medier og kun bremsede lyspartikler er synlige, fordi hver hastighed har sin farve.

Lys er ikke bølger, men partikler, og der er ikke mellemrum imellem partiklerne. Jo mindre de er, des flere er der inden for den samme afstand. Jo mindre de er, des hurtigere er de. Hvis to forskellige masser indeholder den samme energi, er den mindste den hurtigste, og jo større den er, des langsommere er den. Når en stor partikel rammer en mindre, fortsætte den lille med den energi, den har modtaget, men med en højere hastighed. Lyspartikler kan altså ændre hastighed.

Når Solen udsender en partikel, som rammer vores atmosfære, rammer den en partikel, der er større. Når den fortsætter, sker det med lavere hastighed. Denne hastighed kan vores øje registrere, og man ser en blå-violet farve, som er den hurtigste, som hjernen kan opfatte. Dermed orienteres man om, at her er en partikel med en blå hastighed. Jo mere partiklen bremses, des mere rød ser den ud.

Vi har et godt eksempel herpå ved en måneformørkelse. Når Månen kører ind i Jordens skygge, bliver Månen farvet rød, idet de partikler, der er passeret igennem vores atmosfære, har bremset lyspartiklen, så Jorden har altså en rød hale ligesom kometer har. Deres hale er også bremsede lyspartikler. Beviset er, at den del af komethalen, der er nærmest på bevægelsesretningen, er blå.

Når man registrerer en farve, bliver man orienteret om, at her er en partikel.

Hastigheden ses af farven.

Den nye lyslov

Lyspartikler har forskellig hastighed i forskellige medier. Kun bremsede lyspartikler er synlige. Hvor meget de er bremsede ses af farven, fordi hver hastighed har sin farve.

Den engelske videnskabsmand Isaac Newton opdagede tyngdeloven og nåede allerede som 24-årig så epokegørende resultater, at ingen tidligere videnskabsmand havde præsteret dette. Men han offentliggjorde dem ikke, måske af religiøse grunde. Han blev ansat i Cambridge som lærer i matematik, men han blev samtidig ved at studere lysets natur.

Han fik engang besøg af astronomen Edmond Halley, der gerne ville vide, hvilken form planetbanerne har, hvis de er bestemt af en tiltrækningskraft, der aftager med kvadratet af afstanden til Solen. Newton kunne oplyse, at det kunne man ikke beregne med den da kendte matematik, men at han havde beregnet det for over tyve år siden: de var ellipseformede.

Newton arbejdede med mange ting. Han brugte et prisme til et bremse lyspartiklerne. Han opdagede, at lyset ændrede retning – lysbrydning – og at der kom et farvespektrum til syne. Han antog at farverne var indeholdt i lyset, og at prismet skilte disse farver.

Det var ikke rigtigt. Et prisme har forskellig tykkelse, og derfor bremser det de indkomne partikler forskelligt, således at lyspartiklerne kommer igennem prismet med forskellig hastighed.

Vi bemærker også, at partiklerne bevæger sig på tværs af vores synsretning. Vores øje registrerer dem altså uanset deres retning.

Vi kan bruge vanddråber til at bremse lyspartiklene med. Dråben er glasklar, men lyspartikler har en langsommere hastighed i vand end i atmosfæren. Når lyspartiklene afleverer deres energi til de større partikler, som vanddråber består af, fortsætter disse større partikler med samme energi som før. Men med en mindre hastighed end før. Denne langsommere hastighed bestemmes, fordi hver hastighed har sin farve.

Einsteins teori om lyshastighed findes kun i vacuum, hvilket er uden for vores atmosfære. Teorien er altså ganske ubrugelig i vores atmosfære.

Einstein anvendte tiden i sine teorier, men tid eksisterer ikke, da den ikke er materiel, så derfor kommer vi frem til:

Tid er afstanden imellem hændelser.

Rum er afstand imellem noget.

Rumtiden er altså to gange ingenting.

For at repetere:

LYS:

Lyspartikler har forskellig hastighed i forskellige medier.

Kun bremsede partikler er synlige.

Hver hastighed har sin farve.

Standsning af en lyspartikel giver varme.

TYNGDELOV

Tyngdepartikler har forskellig hastighed i forskellige masser.

Kun bremsede tyngdeartikler giver tyngde.

Jo mere de er bremsede, des større tyngde.

Standsning af tyngdepartikler giver vækst.

En tur ud i rummet

Ringen om Jorden

Den begyndende ringdannelse om Jorden kaldes zodikallyset. Endnu er ringen ganske tynd, men den forøges hele tiden, så vi er på vej til at få en smuk ring, som vi kender det omkring Saturn.

Ringen er synlig, når solen er lige under horisonten, fordi solen skinner på ringen

Prøv selv at se efter ved solnedgangstide.

Rødforskydningen

Når vi betragter lyset fra de fjerneste stjerner, ser vi, at det er rødt – for: jo længere borte stjerner er, des mere røde ser de ud.

Rødt er det langsomste af alt lys. Ifølge videnskaben har det været 15 milliarder lysår undervejs.

Det lys, som ikke rammer os, men farer forbi kloden, vedbliver at sætte farten ned på dets vej. Et eller andet sted er det gået helt i stå og bliver en del af det rum, som det endte i.

Freed Hoyle havde en teori om, at alt opstod af ingenting. Dette ingenting kunne være de lyspartikler, som er kommet til vejs ende og er gået i stå.

Man kan fotografere infrarødt lys, som øjet ikke kan se, og man opdager, at der kommer infrarødt lys alle steder fra. Når rødt lys har været 15 milliarder år undervejs, hvor meget længere har så infrarødt lys været undervejs? For fra infrarødt lys til en nedbremsning til nul er der et langt stykke – og dermed uendelig lang tid.

Hele universet er fyldt af alle mulige strålinger. Det er disses strålingers masse, der kaldes sort stof. Det er al den masse, der bremser lyset, for når lyset er bremset, tager det længere tid om at bevæge sig på samme afstand. Et lysår har altså forskellig længde.

Når dette sorte stof indfanges af Solen, bliver det straks sendt retur på en ny "rumtur".

Konklusion: Universet har ingen alder – det har altid været der.

Kometer

Farverne i en komethale er lyspartikler.

Videnskaben tolker det således: farverne i komethalen fortæller os, hvilket stof halen består af – hvert stof sin farve.

Det er helt forkert, for halen består af bremsede lyspartikler. Kometen er omgivet af en ganske tynd atmosfære, som bremser lyspartiklerne ned i det synlige spektrum. Det yderste i denne atmosfære bremser kun lidt: det giver en blå farve, som vender lige væk fra Solen. De lyspartikler, som kommer tættere på kometen, bremses mere, og det giver en lidt varmere farve, og de er lidt langsommere end de blå. Derfor bøjer de lidt af, således at den blå farve altid er den, der ligger mod bevægelsesretningen rundt om Solen.

Dette er beviset på, at det er lyspartikler, vi ser.

De lyspartikler, som halen består af, rammer ikke vort øje, som altså registrerer alle partikler med en bestemt hastighed.

Solen

Da vi aldrig har set Solen, men kun dens strålende atmosfære, vil vi nu stikke næsen inden for Solens atmosfære for at se, hvordan det ser ud der. Der ser ud som det indre af Helix-tågen.

Solen er meget lille i forhold til, hvad den ser ud til her fra Jorden. Der er flere tusinde kilometer fra atmosfæren ned til Solen. Det, man ser i siderne, er atmosfæren, som bremser lyspartiklerne ned i det synlige spektrum og dermed har fået den farve, der indikerer lyspartiklernes hastighed.

Vi lægger mærke til, at farven bag solen er blå. Det er den hurtigste farve, som lyset har, når det rammer det nederste af atmosfæren. Solen har sendt sin atmosfære højt op – jo varmere den bliver, des højere. Yderst er farven gul. Når lyspartiklerne har passeret atmosfæren, kommer den ud i koronaen, som ikke bremser lyspartiklerne så godt, som atmosfæren gjorde, så her bliver farven hvid.

Koronaen består af småpartikler, som Solens tyngde har indfanget. Disse partikler har en høj fart, og videnskaben hævder, at denne høje hastighed fortæller os, hvor varmt der er.

Det er forkert!

Jo mere tyngde, des højere hastighed.

Yderst i koronaen finder vi en blå aura. Det skyldes, at koronaen bliver tyndere og tyndere, jo længere væk fra Solen vi kommer. Jo tyndere den bliver, des mindre bremser den lyspartiklerne. Derfor bliver farven blå for derefter at blive violet og ultraviolet.

I det tomme rum fortsætter vor lyspartikel som en partikelstrøm, der danner bølger, når de rammer en masse. Når lyspartiklerne rammer det yderste af vores atmosfære, gentager det hele sig, men nu i modsat rækkefølge: først en ultraviolet stråling, derefter violet, så bremses den ned til blå (derfor er himlen blå)

Den nye lov for lyspartikler (modsat Einstein)

Lyspartikler har forskellig hastighed i forskellige masser og forskellige tyngdefelter

Kun bremsede lyspartiklere er synlige. De hurtigste er blå, de langsomste røde.

En lyspartikels bevægelsesenergi bliver til varme, når den stoppes.

Einstein regnede i "sit" lys med en hastighed af 30.000 km/sek. – endda som en konstant. Men kun i vacuum. Sådan et vacuum findes uden for vores atmosfære – altså ikke særlig interessant, da det ikke kan ses. Så hvorfor kalder man det mon for lys?

Niels Bohr havde teorier om elementarpartiklerne. Nu er vi mere interesserede i partikler end i bølger, da partiklerne er årsag til bølgerne i en masse.

Det tomme rum er ikke tomt – det er fyldt med usynlige partikler.

Tyngde.

Tyngdepartikler kaldes gravitationer. De har en meget større gennemtrængningsevne end lyspartikler.

Vi har set, hvordan vanddråben kunne være bremsende for lyspartikler. Således kan Jorden også være bremsende for tyngdepartiklerne. Det betyder, at de, der rammer Jordens overflade, er hurtigere end de, der har været gennem Jorden.

Denne forskel kaldes Jordens tyngde.

Ud over bremsningen af tyngdepartikler, er der også enkelte, som bliver indfanget, og nogle når slet ikke igennem jorden.

Men Jordens masse er blevet forøget, da tyngdepartiklerne har mere bevægelsesenergi end lyspartikler, så indfangningen giver varme.

Hvis der blev indfanget dobbelt så mange partikler, ville Jorden vokse dobbelt så hurtigt og være dobbelt så varm.

Vi kan derfor udlede en ny lov:

Jo større tyngden er på et himmellegeme, des varmere er det, og des hurtigere bliver det endnu større.

Når en undervandsbåd dykker ned, forøges det tryk, der omgiver den i takt med, hvor dybt den dykker.

Jorden befinder sig ikke i et hav, og dog bliver Jorden bombarderet fra alle sider af tyngdepartikler.

Månen skærmer for de partikler, som kommer fra den retning. Derfor er trykket større fra alle andre retninger.

Vi bliver altså ikke tiltrukket af Jorden.

Vi bliver tiltrykket af Rummet.

Vi er i tyngdehavet.

Hvad er årsagen til gravitationen?

Hvis vi begynder med det modsatte af tiltrækning, altså en eksplosion, ser vi, at jo hurtigere massen formindsker sin tæthed, des kraftigere er eksplosionen, og des højere bliver temperaturen.

Det fortæller os, at en masse, der formindsker sin tæthed, har frastødning – jo hurtigere massens tæthed formindskes, des større er frastødningen.

Nu har en eksplosion jo ikke noget med tyngde at gøre, men det viser os meget: jo varmere, des kraftigere.

Tyngde er det modsatte af frastødning: tiltrækning, dvs. at en masse, der forøger sin tæthed, har tiltrækning.

Hvad kan så forøge fx Jordens tæthed – den har jo tiltrækning.

Det kan en udefra kommende stråling, der kører gennem alt med en enorm hastighed større end lysets. Jo mindre en partikel er, des højere fart har den. De små tyngdepartikler, de mindste der findes på grund af deres høje hastighed, afbøjes ikke.

Lyspartikler har forskellig hastighed i forskellige masser, og gennemtrængningsevnen er forskellig fra lys, røntgen, neutroner og tyngde.

Når tyngdepartiklerne kører gennem Jorden, sættes hastigheden ned, akkurat som lyspartikler gør. Det betyder, at der er en kraftigere stråling udefra og ind end indefra og ud. Differencen er netop tiltrækning.

Den nye erkendelse

Opdagelsen af tyngdepartikler har vendt op og ned på meget.

Man mener, at Jorden er under afkøling, idet Jordens indre varme ledes ud mod overfladen og forsvinder i den blå luft.

Men det er lige modsat. Jorden bruger sin masse til indfangning af tyngdepartikler, hver gang den fanger en partikel, afgiver denne sin bevægelsesenergi i form af varme, og selv om tyngdepartiklerne er uendeligt små, forøger de til stadighed Jordens masse, så Jorden vil indfange flere og flere tyngdepartikler.

Resultat: en stadig større og større Jord med stadigt højere indre temperatur.

Ny naturlov

Jo mindre en fri partikel er, des mere fart har den på. Det er det eneste selvforsvar, partiklen har. Da tyngdepartiklerne er de mindste, er de også de tungeste, langt hurtigere end lyspartikler. Solens korona er småpartikler, som er nødt til at have en høj hastighed for ikke at blive indfanget af Solens tyngde.

Ny tyngdelov

Tyngdepartikler har forskellig hastighed i forskellige himmellegemer. Jo større en masse er, des flere tyngdepartikler indfanger den. Jo flere den indfanger, des større bliver den. Indfangningen giver vækst, varme og tiltrækning.

Det er ikke Jorden, der trækker – det er rummet der trykker.

Planeter bruger deres masse til at bremse og indfange tyngdepartikler. En indfanget tyngdepartikel afgiver sin bevægelsesenergi som varme.

En indfanget partikel kommer ikke ud på den anden side. Partikelstrømmen udefra og ind er større end den, der går indefra og ud. Differencen kalder vi styrken på massens tiltrækning. Jo større tiltrækning en planet har, des varmere er den Der opstår et vacuum, som vi kalder tiltrækning.

Atmosfæren

Når et himmellegeme er vokset til Månens størrelse, nærmer dens tyngde sig det punkt, hvor den kan begynde at fastholde en begyndende atmosfære. Alle himmellegemer vokser og får deres atmosfære forøget i takt med den stigende tyngde.

Venus har en masse, der er lidt mindre end Jordens, og den har et lufttryk på 90 atmosfærer. Jorden har omkring 100 atmosfærer. Men vores lufttryk er kun 1 atmosfære. Hvorfor nu det, når vi har de samme vilkår som Venus; vi har fulgt Solen rundt i Altet ligesom Venus.

Ser vi på Mars, er det tydeligt, at der har været floder og vand deroppe. Det er tilsyneladende væk. Der må have været et stort himmellegeme, der er kommet forbi og rendt med næsten hele vores atmosfære, så der kun har været omkring en kvart atmosfære tilbage, hvilket må have medført enorme bølger og jordskælv. Alt det liv, der havde et indre tryk på 100 atmosfærer må have eksploderet, så der kun var liv tilbage i havene.

Jorden følger stadig i Solens spor og indfanger hele tiden mere atmosfære. Det går langsomt i det såkaldte tomme rum. Det forøges kun med 1 millibar pr. 40 år, men vil dog gå hurtigere og hurtigere.

Varmedøden

For mange, mange år siden var hele det afrikanske kontinent både grønt og frodigt. Lavtryksbanerne ramte ind med storme, hvor især den biscayiske bugt blev ramt. Nu, hvor havet er blevet varmere, følger lavtryksbæltet med nordpå. Det sydligste af bæltet er Frankrig, og det nordligste er Norge. Dertil kommer, at vort luftlag også forøges. Det betyder, at stormene tiltager i styrke.

I gamle dage, hvor lavtrykkene gik syd om os, havde vi ofte meget hårde vintre med østenvind. Når lavtrykkene går lige hen over os eller nordligere, som der er en tendens til, bliver det lige modsat med vind, varme og vand fra vest.

Efterhånden som Jordens indre temperatur stiger, dannes der områder med ørken, og den breder sig hele tiden både mod syd og mod nord.

Snart springer ørkenen over Middelhavet.

Her er en repetition af ovenstående udredning på kort form:

En masses tyngde fortæller, hvor hurtigt den vokser.

Jordens vækst sker indefra.

Jordens vækst er større nu end før.

Jordens vækst forøger vort lufttryk.

Jordens vækst gør vort kilolod tungere.

En masses tyngde fortæller, hvor varm den er.

Jo større tiltrækning, des varmere masse.

Jo varmere, des større udstråling.

Jo mindre masse, des koldere.

Jo mindre masse, des langsommere vækst.

En masse, der formindsker sin tæthed, har frastødning.

Universets evige forandring har altid været der.

Jo varmere masse, des større afstand til atmosfæren.

Jo større sol, des større hastighed.

Sort stof er ikke-bremsede partikler.

Rødforskydning er partikler, der ikke er bremset.

Jo mindre partikler bremses, des større fart får de.

Hver hastighed sin farve.

Komethaler er bremsede lyspartikler.

Bølger i en masse er fremkaldt af partikler.

Synlige partikler er bremsede partikler.

Jo mindre partikel, des større fart.

Indfangning af partikler giver vækst, varme og tiltrækning.

Lyspartikler har forskellige hastigheder i forskellige masser.

Rum er afstand mellem noget.

Tid er afstand imellem hændelser.

Alt, hvad der sker har, en årsag.

Intet opstår af intet.

Alt hvad der eksisterer, består af noget.

Derfor:

Universet er materielt.